3. december 2020

Svenn Crone: Vi skal være tålmodige

Søndagens opgør mod Vendsyssel FF i Hjørring kan sætte SIF’ernes tålmodighed på en prøve, for anfører Svenn Crone forventer, at bundholdet vil stå kompakt. 

Med 10 dages forberedelse siden Viborg-kampen er SIF-truppen så småt ved at være klar til søndagens udfordring i 1. division. I 3. sidste runde inden julepausen venter en udekamp i Hjørring mod Vendsyssel FF, der ikke siden 4. runde i slutningen af september har vundet en kamp i 1. division. SIF-anfører Svenn Crone forventer derfor, at det bliver en kamp, hvor SIF kommer til at have bolden meget.

– Først og fremmest forventer jeg tre point, og så forventer jeg, at det bliver en kamp, hvor vi tager teten, og de stiller sig lidt tilbage. Derfor skal vi være tålmodige i vores spil, finde de frie rum og på den måde komme igennem til chancer, siger Svenn Crone.

SIF spillede som bekendt i torsdags mod Viborg, og det har givet et par ekstra dage til at forberede sig til næste kamp. De dage er blevet brugt til at gå i dybden med den opgave, holdet står overfor mod Vendsyssel.

– Vi har trænet i at spille overfor et hold, der står meget kompakt og langt tilbage på banen. Vi skal prøve at finde de rum, der er, så vi kan komme igennem til chancer, fortæller han.

Opgøret mod Viborg, som SIF tabte 0-1, blev især i 2. halvleg en meget fysisk kamp. Det kan det også blive i Hjørring, forudser Svenn Crone.

– Ja, det kan det sagtens blive. Jeg synes ikke, at det gav os problemer i Viborg-kampen,  så bliver det på samme måde på søndag, tager vi det med. Sådan er det i fodbold, siger SIF-anføreren, der håber på en gentagelse af resultatet fra sidst, de to klubber mødtes, hvor SIF vandt 4-1. Det var på JYSK park for godt en måned siden.

– Jeg håber selvfølgelig at vi får scoret en masse mål, og at de ikke får scoret, siger han.

Se hele interviewet med Svenn Crone i videoen øverst på siden.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen