13. februar 2024

Stemningen breder sig på JYSK park

Fra forårspremieren mod FCK går vi fra at have et enkelt stemningsafsnit til at have en hel stemningstribune på JYSK park.

Tingene går rigtig stærkt på fanscenen omkring Silkeborg IF i 2024.

Fanenheden Silkeborg er opstået som en paraplyoverbygning på de forskellige fangrupper i Silkeborg, og den nye gruppe Ultras Drewsen har overtaget det stemningsskabende arbejde på tribunen fra Stoltheden, som fremadrettet er en ren TIFO-gruppe.

Helt konkret er gruppen af stemningsskabende SIF-fans bredere og mere aktiv end nogensinde før, og allerede fra den førstkommende kamp hjemme på JYSK park søndag mod FC København vil man forhåbentlig kunne mærke en forskel på tribunen.

Her går vi nemlig fra at have et enkelt stemningsafsnit til at skabe en hel stemningstribune.

– Med den vækst fanscenen har haft over de sidste år, oplever vi, at mange flere ønsker at deltage i den gode stemning på JYSK park. Derfor udnytter vi muligheden og udvider området, hvor de aktive og stemningsskabende fans opholder sig, til resten af Den Røde Tribune. Vi skal have endnu flere til at synge, hoppe og klappe med, lyder det i en udtalelse fra de aktive fangrupper i Silkeborg.

Efter ønske fra fangrupperne er capotårnet blevet flyttet til en central plads midt på Den Røde Tribune, lige bag målet. Det sker for bedre at kunne inkludere hele tribune i den gode stemning. Det er herfra at der bl.a. bruges megafoner og flag under kampen.

Det kan derfor være, du skal rykke et par pladser fra din sædvanlige plet på JYSK park, men til gengæld bliver du en del af det voksende fællesskab på DRT.

Når øvre afsnit fremadrettet bliver betragtet som et stemningsafsnit, forventes det også, at du på et eller andet niveau deltager aktivt i det stemningsskabende arbejde, hvis du har billet til C1.

Syng med, hop med og klap i takt. Der bliver lejlighedsvist talt i højtalere for at nå bredere ud på afsnittet, så vi til gengæld kan rykke tættere sammen i støtten til holdet og opnå de helt store lydtoppe.

– Det har været fantastisk at se den store udvikling, der er sket på fanscenen over de seneste år. Ikke mindst den øgede interesse for at skabe stemning omkring holdet har givet et kæmpe løft. Det bedste er, at der stadigvæk er et kæmpe potentiale for at rykke udviklingen til nye højder, men det kræver, at alle støtter op. Har du billet til C1, vil jeg opfordre til at deltage aktivt i stemningen, siger Camilla Jensen, Fan- og eventkoordinator i Silkeborg IF.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen