27. maj 2020

SIF-træner trækker i landsholds-trøje

SIF-træner trækker i landsholds-trøje

En af SIF’s talent-trænere har fået endnu et job. Sideløbende med arbejdet i SIF skal han i det næste år været assistent-træner for det danske U17-landshold. “Jeg er glad og stolt,” siger han om anerkendelsen.

Dennis Pedersen kan nu kalde sig landstræner. Han har skrevet en et-årig kontrakt med DBU, hvor han skal være assistent-træner for U17-landsholdet. Han fortsætter samtidig sit virke som transitionstræner i Silkeborg IF. Foto: Anders Kjærbye – fodboldbilleder.dk

Der er i dag kommet en fjer i SIF-træner Dennis Pedersens gråsprængte hår. Den er fra DBU i form af en et-årig træner-kontrakt med fodboldunionen, hvor han skal være assistent-træner for det danske U17-landshold. Dennis Pedersen vil fortsat varetage sit job som transitions-træner i SIF.

– Jeg er glad for, at der er nogle, der har vurderet, at jeg kan bidrage med noget i det her regi. Når man er i dansk talentudvikling, så er pejlemærkerne, om man kan komme ind omkring ungdomslandsholdene. Så jeg er både glad og stolt over det, siger Dennis Pedersen, der onsdag havde besøg af DBU’s kommunikationsafdeling som forberedelse til offentliggørelsen af hans nye stilling.

Dennis Pedersen er en af nøglefigurerne i SIF’s talentudviklingsafdeling. Han har siden sin ansættelse i klubben i 2005 varetaget en lang række træner-funktioner, alle med talentudvikling som omdrejningspunkt.

Pedersen fra Silkeborg har nu fået sit navn på en dansk landsholdstrøje. Foto: Anders Kjærbye – fodboldbilleder.dk

I en årrække var han træner for klubbens U19 Liga-hold, og i hans nuværende job som transitionstræner er han ansvarlig for at skabe optimale betingelser for talentmassen, således at den svære overgang fra ungdom til fuldblods-prof bliver så gnidningsfri, som muligt.

Sideløbende med jobbet i SIF har Dennis Pedersen i de seneste år varetaget ad hoc opgaver på de danske ungdomslandshold. Han har således arbejdet sammen med U17-landstræner Søren Hermansen på både U16-, U18 og U20-landsholdene tidligere. De to kommer nu til at danne et fast makkerpar omkring U17-landsholdet.

– Vi har en god kemi sammen og supplerer hinanden godt, siger Dennis Pedersen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen