Silkeborg IF måtte se sig besejret med 4-1 mod Bundesligamandskabet i sommerens sidste træningskamp.

Tirsdag eftermiddag var Silkeborg IF i aktion i den sidste træningskamp inden sæsonstarten i 3F Superligaen, hvor de gæstede tyske St. Pauli.
Kampen startede skidt for SIF, da St. Pauli allerede efter 5 minutter kom foran 1-0 ved Abdoulie Ceesay. Efter 20 minutters spil blev det endnu sværere for Silkeborg, da Oladapo Afolayan gjorde det til 2-0 for de tyske værter. Herefter fandt SIF dog bedre fat i kampen og fik mere spil fremadrettet. Efter 24 minutter reducerede Tonni Adamsen til 2-1 efter et godt oplæg fra Younes Bakiz.
Ved pausen foretog Silkeborg IF tre udskiftninger, hvor Pelle Mattsson, Jens Martin Gammelby og Mads Larsen blev erstattet af Julius Lorents, Alexander Busch og Rami Al Hajj, der dermed fik sin uofficielle debut for klubben.
I anden halvleg øgede St. Pauli føringen til 3-1 ved Mathias Pereira Lage. Kampen sluttede 4-1, da Andreas Hountondji efter 83 minutters spil satte det sidste mål.
En stor tak til de omkring 30 medrejsende Silkeborg-fans.
Silkeborg IF ser nu frem mod sæsonpremieren i 3F Superligaen, som spilles på Brøndby Stadion søndag den 20. juli kl. 20.00.
Se billeder fra kampen mod St. Pauli nedenfor.