8. maj 2019

SIF på cruise control: 5-0 over Thisted

SIF på cruise control: 5-0 over Thisted

En tidlig føring gav SIF ro i onsdagens kamp mod Thisted på JYSK park, og i 2. halvleg cruisede SIF’erne sig til sejr på 5-0. Ronnie Schwartz scorede to af målene.

SIF fik det bedst mulige udgangspunkt til tirsdagens topduel mod Viborg FF. Onsdag aften blev det til en sikker sejr på 5-0 over Thisted FC, og særligt i 2. halvleg var SIF i kontrol i en kamp, hvor Stephan Petersen skabte ro med en tidlig scoring, og Ronnie Schwartz med sit sæsonmål nummer 18 og 19 udbyggede efter pausen inden Jeppe Okkels lscorede til 4-0 og indskiftede Mikkel Vendelbo lagde låg på med målet til 5-0. SIF er nu fire point foran Viborg, der først spiller torsdag mod FC Fredericia hjemme i Viborg.

SIF-træner Michael Hansen havde kun foretaget en enkelt ændring i sin startopstilling i forhold til 1-0 sejren i Fredericia fem dage forinden. Andreas Heimer gik ind på den centrale midtbane, hvor han afløste Valance Nambishi, der i ugens løb havde pådraget sine en skade, der forhindrede hans deltagelse.

Tidlige chancer – og SIF-mål
Thisted lagde aggressivt ud og pressede SIF’erne i de første minutter. Det var også gæsterne, der spillede sig til kampens første chance i det 4. minut, og den var stor. Marcus Solberg modtog et faldt indlæg fra SIF’s højreside tæt undre mål og fik også foden på, men Oscar Hedvall var vågen og dykkede ned i skuddet og fik afværget.

SIF svarede hurtigt igen – med mål. To minutter senere modtog Stephan Petersen bolden lige udenfor feltet. Han tog et par træk indad og fik venstrefoden vristet fri til skud. I en vidunderlig bue drønede bolden over i det fjerne hjørne til tidlig SIF-føring. Supermål af den rutinerede kantspiller. Næste SIF-chance kom efter et kvarter, og igen stod Stephan Petersen bag. Han sendte bolden fladt imod forreste stolpe, hvor Ronnie Schwartz jagtede den, men måtte se en Thisted-forsvarer lige nøjagtigt komme først og sende bolden til hjørnespark. I duellen fik SIF-topscoreren et slag i ansigtet og måtte behandles, men var hurtigt klar igen.

Gradvist overtag til SIF
SIF satte sig mere og mere på kampen og producerede også chancer. Den største havde Jeppe Okkels efter en hjørnesparks-ripost, hvor han sparkede resolut til bolden, men måtte se den gå lige forbi. Da var der spillet en halv time.

Sidst i halvlegen fik SIF en fylden chance for 2-0. Stephan Petersen – igen – centrede en fald bold ind foran mål, hvor først Jeppe Okkels’ forsøg, siden Ronnie Schwartz’ blev klaret af Thisted-kepper Mathias Rosenørn. I den anden ende var Sakari Tukiainen ved at overliste Oscar Hedvall på en høj bold i SIF’s bagrum. Han kom også fri af Hedvall, men sparkede bolden langt op på Den Røde Tribune. Dermed kunne SIF gå til pause foran 1-0.

Thisted var først farlig efter pausen, da Jeppe Okkels kiksede en aflevering og sendte Marcus Solberg i dybden. Den tidligere SIF-spiller mm. måtte dog se Oscar Hedvall parere i fin stil. I den anden ende lagde Frederik Møller en flad bold ind foran mål, hvor Ronnie Schwartz lige akkurat ikke nåede den. Da var der spillet tre minutter i en livlig indledning på 2. halvleg.

Straffespark og plaffeminister
Efter knap 50 miunutter vred Marc Rochester sig fri af Thisteds Laus Østervig Nielsen, og med Thisted-forsvareren nærmest ridende på ryggen af SIF’eren søgte han ind i feltet, men blev generet så meget, at han faldt omkuld. Dommer Henrik Overgaard pegede resolut på pletten, uddelte en advarsel til Laus Østervig og overlod bolden til Ronnie Schwartz. SIF-topscoreren var sikkerheden selv fra 11-meter platten og bragte SIF på 2-0 med sit 18. sæsonmål.

Derefter satte SIF kampen på cruise control og styrede totalt begivenhederne. Det naturlige 3-0 mål kom efter got en time på et vidunderligt SIF-angreb. Mads Emil Madsen spillede Stephan Petersen i dyben, og han centrede fladt ind foran mål, hvor Ronnie Schwartz dukkede op og sende bolden i nettet. 19 sæsonmål og klar klasse af Plaffeministeren.

To minutter senere blev det 4-0 på endnu et gennemspillet angreb. Marc Rochester spillede bredt til Svenn Crone, der sendte bolden over til modsatte stolpe, hvor Jeppe Okkels dukkede op og sendte den i nettet. Indskiftede Mikkel Vendelbo gjorde en skidt aften værre for Thisted, ved at score til 5-0 i det 83. minut. Resten var en formsag – SIF er klar til topbraget mod Viborg på tirsdag.

SIF -Viborg tirsdag spilles kl. 19.00. Køb billet til den kamp her.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 30. runde, onsdag 8. maj kl. 18.30 på JYSK park:
Silkeborg IF – Thisted FC 5-0 (1-0)
Mål: 1-0 Stephan Petersen (6.), 2-0 Ronnie Schwartz (str., 50.), 3-0 Ronnie Schwartz (62.), 4-0 Jeppe Okkels (64.), 5-0 Mikkel Vendelbo (84.)
Advarsler: Laus Østervig Nielsen, Hunter Gorskie, Thisted FC.
Tilskuere: 2.625
Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone (79.: Mikkel Vendelbo), Frederik Alves, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Mads Emil Madsen (79.: Rasmus Carstensen), Andreas Heimer – Stephan Petersen (70.: Shkodran Maholli), Marc Rochester, Jeppe Okkels – Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Michael Hansen
Thisted FC (4-4-2): Mathias Rosenørn – Laus Østervig Nielsen (73.: Matias Fjeldal Olsen), Hunter Gorskie, Lukas Enevoldsen, Emil Lagergaard (58.: Benjamin Lund) – Casper Olesen, Mathias Pedersen (28.: Collins Tanor), Asger Bust Sørensen, Christian Kudsk – Sakari Tukiainen, Marcus Solberg.
Cheftræner: Bo Thomsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen