7. maj 2025

SIF og Carlsberg forlænger samarbejdet

Silkeborg IF og Carlsberg har indgået en ny aftale, så samarbejdet forlænges frem til sommeren 2030.

Carlsberg, der er verdens tredje største bryggerigruppe, og Silkeborg IF har valgt at forlænge det nuværende samarbejde.

Dermed vil Carlsberg-øllet fortsætte med at flyde ud af fadølshanerne på JYSK park i yderligere fem år. Den nye aftale løber frem til sommeren 2030.

– Vi er glade for at forlænge samarbejdet med Carlsberg, der har et meget stærkt brand både internationalt og i Danmark. Det kommer vores fans også i de kommende år til at nyde godt af, og Carlsberg vil ligeledes spille en vigtig rolle i en fortsat udvikling af rammerne på JYSK park, siger økonomidirektør i Silkeborg IF Claus Christensen, der fortsætter.

– Carlsberg har været essentiel samarbejdspartner for os siden 2010, og det er en vigtig del af vores strategi at lave længerevarende aftaler med vores største samarbejdspartnere i klubben, ligesom vi f.eks. har gjort med JYSK og adidas.

I Carlsberg er der også stor glæde over fortsættelsen af et langt og solidt partnerskab.

– Vi er meget tilfredse med at fortsætte samarbejdet med Silkeborg IF, hvor vi stadigvæk kommer til at have fokus på oplevelserne for fansene i vores portefølje både med og uden alkohol, siger head of regional sales i Carlsberg, Rune Lykke Christensen.

Han forklarer, at Silkeborg IF’s lokale forankring i Søhøjlandet er vigtig for Carlsberg.

– Det betyder meget for os, at SIF har et solidt fodaftryk i en by og et lokalsamfund i rivende udvikling. I aftalen indgår også et delelement, hvorved vi kommer til at støtte kvindefodbolden i byen via SIF’s samarbejde med SIF Q, siger Rune Lykke Christensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen