21. november 2020

SIF måtte nøjes med 3-3 mod Helsingør

Det lignede sejr til SIF, men i overtiden udlignede Helsingør til 3-3 på et mål af Jeppe Kjær efter en hektisk afslutning på en kamp med flest chancer til SIF.

SIF var på vej mod sejren lørdag eftermiddag mod FC Helsingør, men måtte nøjes med 3-3 efter udligning i overtiden direkte på hjørnespark tilsat en tå fra Jeppe Kjær. Det skete efter en dramatisk afslutning, hvor Sebastian Jørgensen havde bragt SIF på 3-2 i det 87. minut.  SIF havde chancer til at afgøre tingene allerede i 1. halvleg, men inden Jørgensens mål blev det kun til de to mål, Mads Kaalund og Anders Klynge – hans første for SIF – skaffede før pausen.

Efter landskamppause og corona-karantæne med det turbulens det gav, var tingene tilbage ved tæt på normal bortset fra at Magnus Mattsson og Frederik Alves var ude med skader.

Tidlig føring – og udligning
SIF fik en fremragende start med mål efter knapt fire minutters spil. Et glimrende angreb, hvor Nicklas Røjkjær og Mark Brink spillede 1-2 gennem FC Helsingørs forsvar sluttede med at Brink serverede bolden ved bagstolpen, hvor Mads Kaalund dukkede op og scorede sikkert.

Glæden i SIF-lejren varede dog kort, idet FC Helsingør udlignede to minutter senere på en flot flugter fra kanten af feltet fra Jonas Henriksen. Så var kampen ligesom i gang.

God Hedvall-parade
Helsingør var bedst i de næste minutter og kom frem til flere chancer, bl.a. ved Jeppe Kjær, som var SIF’ernes onde ånd med tre scoringer sidst de to hold mødtes i september.

Efter en god SIF-periode med flere tilløb til chancer var gæsterne tæt på at komme foran efter 27 minutter. Andres Holst stak bolden til en fri Sebastian Czajkowski, hvis skud Oscar Hedvall fornemt parerede til hjørnespark.

I den anden ende var Emil Holten fri efter en energisk erobring fra SIF-angriberens side. Han kom forbi Kevin Stuhr-Ellegaard og fik også afviklet sit skud, men bolden blev blokeret af en Helsingør-forsvarer. Det samme blev Nicklas Røjkjærs frisparksforsøg kort efter, hvorefter Emil Holten sparkede på ydersiden af stolpen. En perlerække af SIF-chancer på bare tre minutter, der burde have bragt SIF i spidsen.

Knivskarpt til Klynge
Der skulle en lynhurtig igangsætning nede fra Oscar Hedvall kort før pausen til for at bringe SIF fortjent i spidsen. Fra midten af banen lagde Nicolai Vallys en knivskarp stikning i dybden, som Anders Klynge løb op, hvorefter han iskoldt sendte bolden fladt forbi Kevin Stuhr-Ellegaard.

SIF fortsatte efter pausen med at styre kampen og producerede også chancer. Emil Holten havde et skud lige over efter knapt en times spil og indskiftede Sebastian Jørgensen sparkede lige forbi kort efter sin indskiftning i det 62. minut, mens Helsingørs muligheder faldt mere sporadisk og efter omstillinger.

Det skulle dermed blive Jeppe Kjær, der igen blev SIF’s onde ånd, da han først i det 71. minut i et uorganiseret SIF-forsvar kom først på bolden og sendte den i nettet via underkanten af overliggeren til en udligning, og derefter i overtiden efter at Sebastian Jørgensen havde bragt SIF på 3-2 udlignede ved at få en tå på et hjørnespark, som Oscar Hedvall gik fejl af.

Næste kamp er top-opgør i Viborg torsdag aften.

Kampen i tal:
1. division, 12. runde, lørdag 21. november kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Helsingør 3-3 (2-1)
Mål: 1-0 Mads Kaalund (4.), 1-1 Jonas Henriksen (6.), 2-1 Anders Klynge (44.), 2-2 Jeppe Kjær (72.), 3-2 Sebastian Jørgensen (87.), 3-3 Jeppe Kjær (90.+2)
Advarsler: Svenn Crone, Mark Brink, Nicolai Vallys, Stefan Teitur Thórdarson, SIF, Elijah Just, Jeppe Kjær, FC Helsingør.
Tilskuere: 362
Silkeborg IF (4-3-2-1): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Jeppe Spliid Gertsen, Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Anders Klynge, Mark Brink (78.: Stefán Teitur Thórdarson), Mads Kaalund – Nicolai Vallys (78.: Niclas Holm Pedersen), Emil Holten (86.: Wessam Abou Ali), Nicklas Røjkjær (62.: Sebastian Jørgensen).
Cheftræner: Kent Nielsen
FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr-Ellegaard – Anders Holst f(72.: David Boysen), Jonas Henriksen, Nikolaj Hansen, Philip Rejnhold Olsen – Elijah Just (62.: Lucas Haren), Frederik Juul Christensen, Daniel Norouzi, Hans Christian Bonnesen (89.: Carl Lange) – Jeppe Kjær, Sebastian Czajkowski (72.: Callum McCowatt).
Cheftræner: Morten Eskesen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen