10. januar 2020

SIF henter norsk erfaring til midtbanen

SIF henter norsk erfaring til midtbanen

Den 28-årige midtbanespiller Vegard Moberg har skrevet kontrakt med Silkeborg IF frem til sommeren 2022. Han kommer på en fri transfer fra de norske sølvvindere.

Vegard Moberg underskrev kontrakt på 2,5 år med Silkeborg IF fredag aften på Radisson Blu på Papirfabrikken.

SIF har sikret sig årets første tilgang. Den 28-årige nordmand, Vegard Moberg, skrev fredag aften under på en kontrakt af 2,5 års varighed. Han kommer på en fri transfer fra de norske sølvvindere FK Bodø/Glimt, hvor han afsluttede en tre-årig kontrakt ved årsskiftet.

Vegard Moberg betegnes som en fysisk stærk midtbanespiller, der både har erfaringen og lederegenskaberne til at styrke SIF’s hold i 3F Superligaen. Han er god både med og uden bold, har stor løbekapacitet, arbejder hårdt fra boks til boks og kommer med power i duellerne.

– Med tilgangen af Vegard Moberg får vi en erfaren spiller ind, som har præsteret godt i de seneste sæsoner i Bodø/Glimt, hvor han var med til at sikre sølv i 2019. Vegard Moberg har vist stor interesse for Silkeborg på trods af andre muligheder, og han giver nogle nye dimensioner til midtbanen, hvor han blandt andet kan bidrage med erfaring og fysik, siger SIF’s sportschef Jesper Stüker.

Vegard Moberg ankom til Silkeborg fredag formiddag, og dagen gik med at syne faciliteterne på JYSK park, gennemgå det obligatoriske lægetjek og naturligvis underskrive den nye kontrakt. Nu glæder nordmanden sig til at komme i gang i de nye omgivelser. Han træner med første gang i begyndelsen af næste uge, når han har været hjemme i Bodø efter det mest nødvendige til sin nye tilværelse i Silkeborg.

SIF’s nye norske midtbanespiller får nummer 8 på ryggen.

– Jeg har fået et meget fint indtryk af klubben, faciliteterne og de mennesker fra SIF, jeg allerede har mødt, siger Vegard Moberg efter at have skrevet under på aftalen på Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, hvor han og hans kæreste overnatter inden returrejsen lørdag til Norge.

Selv om SIF ligger i bunden af 3F Superligaen og Moberg netop er blevet sølvvinder med Bodø/Glimt og dermed havde udsigt til europæisk fodbold, hvis han var blevet, var han ikke i tvivl om sit skifte, da muligheden i SIF opstod.

Lyst til at prøve en anden liga
– Jeg havde lyst til at prøve et andet land og en anden liga, og da jeg var kontraktfri i Bodø/Glimt, var det nu, at der var en chance. Da muligheden fra Silkeborg dukkede op, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle gribe den. Superligaen har høj status for fodboldspillere i Norge, og nu glæder jeg mig til at prøve det. Jeg kommer ind med positiv energi og kan nok også bidrage med min erfaring og hjælpe med at binde tingene sammen, siger SIF’s nye midtbanespiller, der afslog et tilbud om kontraktforlængelse i Bodø/Glimt til fordel for tilbuddet fra Silkeborg.

I Norge har Vegard Moberg ud over FK Bodø/Glimt også spillet for Sogndal IL og Asane Fotboll. Kontrakten i Silkeborg IF er hans første udenfor hjemlandet.

– Vi har vurderet, at han vil passe godt ind på vort hold, og vi får en spiller, som forhåbentlig kan være med til at marginalerne tipper til vores side, men også en spiller, som er dedikeret og klar til at tage et ansvar i SIF i de kommende år, siger Jesper Stüker.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen