17. november 2013

SIF fik revanche

Vendsyssel blev søndag i 2013s sidste hjemmekamp på Mascot Park sendt hjem med et nederlag på 2-0. Dermed fik SIF revancheret 1-2 nederlaget fra tidligere på sæsonen.

Med sit sæsonmål nummer ni og ti – og dermed delt topscorer i NordicBetligaen – sikrede Morten Beck SIF sejren søndag eftermiddag mod Vendsyssel. Kampen var den sidste på Mascot Park i 2013, og den vil ikke gå over i historien som en af de mindeværdige. Dertil var SIF-spillet for omstændeligt og chancerne for få. Men der blev sat tre vigtige point ind på kontoen, nullet blev holdt og Beck viste sit målinstinkt. Trods alt ikke det værste facit på en eftermiddag, hvor SIF ikke spillede op til sit bedste, slet ikke i lyset af, at SIF sidst Vendsyssel var på besøg led et dumt nederlag på 1-2.

Cheftræner Jesper Sørensen havde valgt at indlemme både Jesper Mikkelsen og Daniel A. Pedersen i startopstillingen efter deres ufrivillige fridag i Vejle for 10 dage siden. Det betød, at Nicolaj Ritter gled ud på grund af karantæne, mens Adeola Runsewe, der var med fra start i Vejle, tog plads på bænken.

Den taktiske formation var tilbage i 3-5-1-1 med Christian Holst og Morten Beck som de to forreste, Køhlert, Scheel og Daniel A. Pedersen på den centrale midtbane, Frank Hansen og Frans Dhia Putros på hver sin wingback samt Jesper Mikkelsen, Dennis Flinta og Sune Kiilerich i tre-back-kæden og naturligvis Kasper Jensen på mål.

Kampen blev indledt med en klar rollefordeling. Et kompakt Vendsyssel-mandskab forskansede sig foran eget felt, men SIF søgte den dybe pasning for at splitte den kompakte defensiv. Det lykkedes i indledningen ikke særligt effektivt, og det gav et meget fastlåst kampbillede, hvor SIFerne ikke kom frem til nævneværdige tilbud, og hvor Vendsyssel effektivt blev stoppet i de sporadiske omstillinger, gæsterne forsøgte at etablere.

Dobbeltudskiftning
Skader tvang Vendsyssel til at foretage en dobbeltudskiftning i det 25. minut, og det var noget nær det mest ophidsende, der skete i en meget afdæmpet 1. halvleg. Symptomatisk for chancefattigdommen var Jesper Mikkelsens langskud efter 31 minutter det eneste, der bare lignede en målchance. Mikkelsens skud blev pareret til hjørnespark af nordjydernes serbiske keeper, Sead Ramovic.

Reaktionen på det omstændelige SIF-spil blev en udskiftning i pausen. Daniel A. Pedersen blev erstattet af Adeola Runsewe i forsøget på at få mere fart i hjemmeholdets boldomgang.

Runsewe brød dødvandet
Og det var netop Adeola Runsewes hurtighed, der brød dødvandet. Da stadionuret passerede 54 minutter spurtede SIFs 11’er ned ad højreflanken med bolden og lagde den fladt ind til Morten Beck i feltet. SIF-topscoreren svigtede ikke og sparkede bolden i nettet til sit niende sæsonmål og 1-0 føring til SIF. Få minutter senere havde samme Beck et skud på den ene opstander, men blev i samme moment vinket off-side.

Målet ændrede ikke væsentligt på kampbilledet i de efterfølgende minutter. Vendsyssel valgte fortsat at stå med mange spillere foran eget felt, men smed dog flere med frem i etableret angreb uden at det dog blev farligt. SIF kontrollerede kampen, og det spil, der havde virket for langsomt før pausen, tjente nu sit formål. Minutterne åd sig vej mod 90 stille og roligt, og kun på en enkelt omstilling var der optræk til endnu en SIF-scoring. Morten Becks aflevering dybt til Christian Holst blev dog lidt for “stejl” så Vendsyssel-keeper Sead Ramovic kunne gribe ind.

Vendsyssel tiltvang sig optræk til farlige situationer i den efterfølgende fase, da SIF begyndte at give for mange hjørnespark og frispark væk, men Kasper Jensen klarede paragrafferne, hvergang der var optræk til fare. Simon Jakobsen kom ind i stedet for Nicolaj Køhlert, og da Jeppe Illum stod klar til at komme ind scorede Morten Beck sit andet mål i kampen. Bedst som SIF-tilhængerne sad og bed negle i frygt for nordjysk udligning strøg Frank Hansen afsted på højrekanten og serverede et indlæg for fødderne af Beck, der igen var usvigelig sikker. Med krampe i læggen blev han fejret, for nu var det svært at se, hvordan Vendsyssel skulle komme tilbage.

Illum fik de sidste seks minutter i stedet for Christian Holst og var således med til at trille en fortjent sejr hjem på en dag, hvor det var grundigt arbejde mere end sprudlende spil, der udløste tre point.

Kampen i tal:
NordicBetligaen, 17. spillerunde, 17.11.13
SIF-Vendsyssel FF 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Morten Beck (54.), 2-0 Morten Beck (83.)
Advarsler: Christian Holst, Sune Kiilerich, SIF og Mads Greve, Vendsyssel.
Tilskuere: 2.170
Dommer:  Casper Thorsøe Jr.

Silkeborg IF (3-5-1-1): Kasper Jensen – Sune Kiilerich, Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen – Frank Hansen, Daniel A. Pedersen (46.: Adeola Runsewe), Nicolaj Køhlert (70.: Simon Jakobsen), Emil Scheel, Frans Dhia Putros – Christian Holst (84.: Jeppe Illum) – Morten Beck.
Træner: Jesper Sørensen

Vendsyssel FF (3-4-3): Sead Ramovic – Mark Westergaard, Mads Greve, Alexander Ludwig – Buster Munk, Rune Frantsen, Jens Kr. Sørensen, Christian Overby – Mathias Schlie (69.: Michael Byskov), Christoffer Hansen (25.: Nicolas Sandberg), Slaven Stjepanovic (25.: Michael Nielsen).
Træner: Søren Kusk

Mål

  • 1-0 Morten Beck (54.)
  • 2-0 Morten Beck (83.)

Advarsler

  • Christian Holst
  • Sune Kiilerich
  • SIF og Mads Greve
  • Vendsyssel.

Silkeborg IF (3-5-1-1)

  • Kasper Jensen – Sune Kiilerich
  • Dennis Flinta
  • Jesper Mikkelsen – Frank Hansen
  • Daniel A. Pedersen (46.: Adeola Runsewe)
  • Nicolaj Køhlert (70.: Simon Jakobsen)
  • Emil Scheel
  • Frans Dhia Putros – Christian Holst (84.: Jeppe Illum) – Morten Beck. Træner: Jesper Sørensen

Vendsyssel FF (3-4-3)

  • Sead Ramovic – Mark Westergaard
  • Mads Greve
  • Alexander Ludwig – Buster Munk
  • Rune Frantsen
  • Jens Kr. Sørensen
  • Christian Overby – Mathias Schlie (69.: Michael Byskov)
  • Christoffer Hansen (25.: Nicolas Sandberg)
  • Slaven Stjepanovic (25.: Michael Nielsen). Træner: Søren Kusk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Scroll til toppen

Menu