5. april 2021

SIF sikrer sig sen sejr over Helsingør

På to sene mål af Nicolai Vallys sikrede SIF sig en sejr på 2-0 i en svær kamp mod FC Helsingør. 

SIF hev med lodder og trisser – og to mål indenfor det sidste kvarter af Nicolai Vallys – en 2-0 sejr over Helsingør hjem mandag eftermiddag på JYSK park. Hjemmeholdet nåede aldrig de spillemæssige højder, man ellers har set i denne sæson, men det rakte alligevel til den 9. sejr i træk. Dermed holder SIF afstanden på ét point til Esbjerg, mens SIF’erne halede to ind på Viborg, der nu er fem foran Kent Nielsens mandskab.

SIF-chef Kent Nielsen havde foretaget en enkelt ændring i start 11’er i forhold til seneste kamp 14 dage tidligere mod Fremad Amager. Nicolai Vallys var gledet ind på midtbanen i stedet for Stefán Teitur Thórdarson, der måtte tage plads på bænken.

Kampbilledet var tydeligt fra start. SIF pressede ned mod et meget kompakt Helsingør-forsvar, og det gav en chancefattig indledning, hvor SIF havde et par tilløb til muligheder, mens Helsingør ikke rigtigt kom frem til andet end et par hjørnespark og et halvforkølet skud ved Frederik Juul Christensen midtvejs i halvlegen.

Stor chance til gæsterne
FC Helsingør sneg sig gradvist længere frem og spillede sig også frem til sin største chancef før pausen, da Carl Lange blev stukket fri på en flad stikning i SIF-feltet. En god ben-blokering af Patrik Gunnarsson betød, at det blev hjørnespark i stedet for mål til gæsterne.

Mattsson på overliggeren
I den anden ende kom SIF også tæt på i det 35. minut, da Nicklas Helenius sendte bolden ind foran mål til en fri Magnus Mattsson, der nærmest med baghovedet headede den på overliggeren.

Som en konsekvens af udviklingen i 1. halvleg skiftede Kent Nielsen to nye spillere ind til 2. halvleg, Mads Kaalund og Stefán Teitur Thórdarson, der erstattede Sebastian Jørgensen og Anders Klynge.

Optræk til chancer…
Det gjorde dog ikke for alvor noget ved SIF’s spil, der stadig virkede for langsomt og uinspireret. Der var enkelte optræk til chancer, bl.a. et skud af Stefán Teitur Thórdarson efter knapt en time, mens Helsingør også havde muligheder i den anden ende i en halvleg, der blev jævnbyrdig og fortsat chancefattig.

Midtvejs i halvlegen havde Nicolai Vallys en god mulighed, da han blev stukket fri i dybden af Magnus Mattsson, men SIF’s nr. 7 blev tacklet i skudøjeblikket, og chancen løb ud over baglinjen. I et kontraløb gik Magnus Mattsson solo efter 71 minutter, men hans skud fra spids vinkel gik over mål.

Og så kom målet
Da kampen var på vej ind i sit sidste kvarter blev dødvandet endelig brudt. Først headede Nicolai Vallys et hjørnespark fra Magnus Mattsson i nettet, men dommer Peter Munch Larsen dømte frispark til Helsingør. Sekunder senere gentog Vallys kunststykket, denne gang på oplæg fra Stefan Teitur Thórdarson – og så stod der 1-0 til SIF. Havde der været tilskuere på JYSK park, kunne man have hørt et lettelsens suk.

Nicolai Vallys var på færde igen efter 81 minutter, hvor han på kanten af off-side modtog en dyb stikning fra Nicklas Helenius. Vallys vendte rundt og sendte bolden fladt i nettet – og så var den kamp afgjort. SIF sikrede sig sin 9. sejr i træk.

Næste kamp er på lørdag i Esbjerg – en direkte duel om oprykningspladserne.

Kampen i tal:
1. division, slutspil, 23. runde, mandag 5. april 2021 kl. 15.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Helsingør 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Nicolai Vallys (75.), 2-0 Nicolai Vallys (81.)
Advarsler: Joel Felix, Rasmus Carstensen, SIF
Udvisning: Nicolai Geertsen, FC Helsingør.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson – Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Joel Felix, Gustav Dahl – Anders Klynge (46.: Stefán Teitur Thórdarson), Mark Brink, Nicolai Vallys – Sebastian Jørgensen (46.: Mads Kaalund), Magnus Mattsson – Nicklas Helenius.
Cheftræner: Kent Nielsen
FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard – Nicolas Mouritsen, Nikolaj Hansen, Nicolai Geertsen , Philip Rejnhold – Daniel Norouzi (86.: Mihkel Ainsalu), Frederik Juul Christensen, Carl Lange (55.: Lucas Haren), Elijah Just (55.: Anders Holst) – Liam Jordan (86.: Oliver Kjærgaard), Calum McCowatt (73.: David Boysen).
Cheftræner: Morten Eskesen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen