13. maj 2020

SIF er stadig på jagt efter nye investorer

SIF er stadig på jagt efter nye investorer

For halvandet år siden meldte Silkeborg IF ud, at fodboldklubben søger nye investorer. Det gør den stadig, melder SIF-direktør Kent Madsen ud i seneste udgave af magasinet SIF IN BUSINESS.

Bestyrelsen i Silkeborg IF Invest A/S har givet direktør Kent Madsen og sig selv et år mere til at finde eventuelle nye investorer, der kan styrke SIF i kampen for at blive en stabil superligaklub. Foto: Thomas Juul/Juul Fotografi.

– Der er stadig en del aktivitet, og vi arbejder videre på at finde den rigtige løsning.

Sådan siger Silkeborg IF’s direktør Kent Madsen til magasinet SIF IN BUSINESS, der er udkommet i april midt under corona-nedlukningen.

I SIF IN BUSINESS gør han en slags status efter at der er gået næsten halvandet år, siden Silkeborg IF A/S åbnede for muligheden for tilførsel af nye penge. Oprindeligt var deadline sat til foråret 2020, men da der på trods af tilbud endnu ikke har vist sig det rigtige, har bestyrelsen i Silkeborg IF Invest A/S besluttet at fortsætte arbejdet, og der er sat en ny deadline, der hedder generalforsamlingen 2021. Ledelsen i aktieselskabet har med andre ord givet sig selv et år mere.

– Vi vurderer, at Silkeborg IF er en attraktiv fodboldklub. Hvis vi skal give nøglerne videre, så skal det være noget, vi finansielt kan føle os trygge ved. Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis vi kunne beholde ejerskabet på lokale hænder. Men ud over dygtighed vil det kræve finansielle muskler at løfte os. Penge er en central del i skabelsen af en succes, slår Kent Madsen fast i artiklen i SIF IN BUSINESS.

SIF har de elementer, der skal til for at være attraktiv på det europæiske marked: En talent-sektor, der kontinuerligt leverer ungdomslandsholdsspillere til DBU’s landshold i alle årgange, topfaciliteter på JYSK park, en placering i en by med ressourcestærke mennesker og en lang historik som en del af dansk topfodbold.

Læs hele interviewet med Kent Madsen: “Vi tager pænt imod og drikker en kop kaffe” her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen