Silkeborg IF vandt lørdagens træningskamp over Thisted FC med 3-1.
Lørdag eftermiddag kunne Silkeborg IF endelig notere sig for sæsonens første sejr, da holdet i sin fjerde træningskamp besejrede Thisted FC.
Kampen begyndte med højt tempo fra SIF’s side, og allerede efter 13 minutter troede Asbjørn Bøndergaard, han havde bragt sit hold foran – men scoringen blev annulleret for offside. I første halvlegs afslutning gentog historien sig, da endnu et mål fra Bøndergaard blev underkendt.
Efter pausen fortsatte SIF med at presse på. Leonel Montano var tæt på at score efter 54 minutter, da han trykkede af fra distancen og ramte overliggeren med et langskud.
Gennembruddet kom i det 61. minut, hvor Bøndergaard endelig fik nettet til at blafre – denne gang uden indvendinger fra dommeren – og sendte SIF i front med 1-0. Glæden varede dog kort, for blot fire minutter senere udlignede Thisted efter et fladt indlæg i feltet.
SIF svarede dog hurtigt igen. I det 72. minut var det Alexander Simmelhack, der gjorde det til 2-1 efter et godt angreb. Kampens sidste scoring faldt kort før tid, da Simon Stüker i det 89. minut lukkede og slukkede med sin scoring til 3-1.
Silkeborg IF’s sidste testkamp før sæsonstart i 3F Superligaen bliver mod tyske St. Pauli på udebane tirsdag den 15. juli.
Se billeder fra opgøret mod Thisted FC herunder.