11. juli 2025

SIF Away: Billetsalget er nu åbnet til returkampen på Island

Silkeborg IF er igen med i europæisk fodbold. Første europatur går til Island, hvor det gælder returkampen mod KA Akureyri. Få alt info om europaturen her.

Silkeborg IF træder ind i 2. kvalifikationsrunde til Conference League og møder over to kampe islandske KA Akureyri. Returopgøret spilles på Island og fløjtes i gang torsdag d. 31. juli kl. 20.00 dansk tid (kl. 18.00 lokal tid).

KA Akureyri
Knattspyrnufélag Akuereyrar, bedre kendt som, KA Akureyri, er beliggende i byen Akureyri i det nordlige Island.

Klubben er stiftet i 1928 og de største triumfer må tilskrives det islandske mesterskab i 1989 samt titlen som Pokalmestre i 2024.

Til dagligt tørner klubben ud i blå/gule farver og spiller på kunstgræs som vi kender det fra JYSK park. Der er to danskere at finde på holdkortet, tidligere Lyngby spiller Marcel Rømer samt målmand William Tønning.

Den islandske turnering følger kalenderåret og sæsonen er derfor i fuld gang. I skrivende stund er den kommende modstander næst lavest rangerende på en 11. plads med 15 point og en knækket formkurve efter 14 kampe.

Byen og omgivelserne
Byen Akureyri er beliggende for enden af Eyjafjörður, den længste fjord i det nordlige Island, i smukke og naturrige omgivelser. Indbyggertallet er på knap 20.000 personer. Området byder udover et universitet, der er det vigtigste uddannelsessted uden for Reykjavik, hovedsageligt på spektakulære naturperler. Besøg Goðafoss – også kendt som gudevandfaldet, Mývatn – landets fjerde største sø med varme kilder, vulkansk aktivitet og et rigt dyreliv eller besøg Dettifoss – Europas kraftigste vandfald.

Billetsalg
Billetsalget er nu åbent og det foregår igennem KA Akureyris egen billetside.

Det står klart, at der vil være meget begrænset adgang for SIF-fans, som ønsker at tage turen til Island for at støtte holdet. Klubben får tildelt 40 billetter til udeafsnittet, idet stadion ganske enkelt ikke er særligt stort.

Billetterne koster 4.000 islandske kroner hvilket svarer til omkring 208 danske kroner.

Køb din kampbillet lige her.

Mødested
Der er nuværende tidspunkt ikke planlagt mødested for de tilrejsende SIF-fans. Vi opdaterer løbende siden her.

Tilskuerinfo
Stadion: Greifavöllur – også kendt som KA völlur
Adresse: Dalsbraut, 600 Akureyri

Dørene åbner halvanden time før kampstart kl. 16.30 lokal tid. Der er en separat indgang til udebaneafsnittet som er tydeligt markeret når du ankommer til stadion. Det er muligt at købe mad som fx hamburgers samt drikkevarer og snacks på tribunen.

Udebaneafsnittet er en lille autentisk og original tribune for enden af den ene langside. Udebaneafsnittet er separat fra hovedtribunen der ligger på samme langside, der er kun siddepladser og tribunen er ikke overdækket.

Det er tilladt at medbringe flag og banner og de røde trøjer vil naturligvis klæde tribunen bedst.

TV
Det vides endnu ikke om kampen vises på TV.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen