14. oktober 2018

Schwartz sikrer sejr mod HB Køge

Schwartz sikrer sejr mod HB Køge

Silkeborg IFs “Plaffeminister” stod bag begge mål i 2-1 sejren over topholdet fra Herfølge.

På en flot solskinsdag i Herfølge kom topkampen mellem HB Køge og Silkeborg IF forrygende fra start. Hjemmeholdet startede ud med at ramme overliggeren efter få minutter, inden det i det sjette minut blev til et tidligt føringsmål til hjemmeholdet, da Liam Jordan sendte bolden i mål. Men blot tre minutter efter begik HB Køges Lee Rochester et straffespark, og så kunne Ronnie Schwartz med vanlig sikkerhed sparke bolden ind til 1-1. Et topbrag var i gang!

På SIF-holdet var der et par enkelte ændringer i forhold til seneste kamp mod Lyngby. Svenn Crone sad over med karantæne, mens Magnus Mattsson sad på bænken, efter U20-landsholdsspilleren var kommet hjem søndag morgen fra landsholdslejren. På pladsen som offensiv midt var det i stedet Marc Rochester, som altså fik muligheden for at spille overfor brormand Lee.

En puster
Efter en intens start faldt spillet mere til ro. Et kvarter inde i kampen fik Jeppe Okkels en fin mulighed, men kantspilleren sparkede bolden et godt stykke forbi, efter et ellers glimrende omstillingsangreb.

I den anden ende forsøgte HB Køge at udnytte et par fejl i SIF-opspillet, men kunne ikke rigtig omsætte det til chancer. Således gik tiden med meget spil midt på banen. Udenfor imponerede de medrejsende SIF-fans dog til gengæld med en solid opbakning fra tribunen. Fornemt.

Tilbage på banen blev der betalt tilbage med godt offensivt spil fra SIF-holdet. Marc Rochester havde efter 36 minutter bevæget sig over i højresiden, hvor Silkeborgs nr. 20 udfordrede HB Køge defensiven og smed et præcist indlæg lige i fødderne af Ronnie Schwartz, som kunne gøre det, han er bedst til. Og så stod der 2-1 til Silkeborg.

Begge hold sluttede halvlegen med fine chancer i begge ender, som lovede godt for underholdningen i de sidste 45 minutter.

En gigant chance
Kampens vigtighed var ikke til at tage fejl af. En sejr til hjemmeholdet ville sende HB Køge hele syv point foran SIF, mens tre røde point ville udjævne forspringet til sjællænderne i stillingen. Med 2-1 føringen i hånden kunne SIF-holdet derfor tillade sig at spille en smule mere afventende i kampens sidste 45 minutter, og forhåbentlig lukrere af det normalt så velfungerende kontraspil.

I front lå Ronnie Schwartz og lurede på chancen for et hattrick. Få minutter inde i halvlegen havde skarpretteren muligheden, men “Plaffeministeren” skød helt forbi bolden.

Hos HB Køge råder man også over en særdeles farlig herre. Topscoreren i NordicBet Ligaen, Martin Koch Helsted burde have fejret sin nylige kontraktunderskrivelse med svanerne ved at score på en af historiens største chancer. Efter et koks i SIF-forsvaret stod topscoren helt blank foran mål, hvor selv målmand Peter Friis var ude af billedet. En flad inderside kunne have gjort det, men i stedet sendte Koch Helsted bolden i en blød bue over målet. Folk på Capelli Sport Stadion kiggede måbende på hinanden.

Fra landsholdet til Herfølge
Efter 64 minutter skiftede Michael Hansen ud. Marc Rochester Sørensen forlod banen til fordel for Magnus Mattsson, som var stået op kl. 04 om natten for at nå et fly fra Spanien til København, hvor U20-landsholdsspilleren stødte til truppen i Herfølge. Udskiftningen gav mening, efter en ellers velspillende Marc Rochester var forsvundet ud af kampen i anden halvleg.

På banen blev det dog ikke til meget offensivt fra SIF-holdet, som havde svært ved at sætte spillet ordentlig sammen. Hjemmeholdet kværnede til gengæld på, og var utrolig tæt på, da indskiftede Nikolaj Madsen tordnede bolden på træværket efter 75 minutter. Så var De Røde advaret inden kampens afsluttende 15 minutter.

Tungt pres
Hjemmeholdet jagtede naturligt nok en scoring til sidst. Og det kom da også tæt på flere gange. Men SIF-forsvaret stod godt, og fik afvist de nærgående forsøg. I slutningen skiftede SIF både Valance Nambishi og Skhodran Maholli ind.

Det blev dog ikke til mere for hjemmeholdet, som dermed kunne se SIF snuppe alle tre point med fra topopgøret. Dermed er topkampen igen åbnet helt op.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 13. runde, søndag 14. oktober 2018 kl. 13.45 på Capelli Sport Stadion, Herfølge

HB Køge – Silkeborg IF 1-2 (1-2)

Mål: 1-0 Liam Jordan (6.), 1-1 Ronnie Schwartz (9), 1-2 Ronnie Schwartz (36.)

Advarsler: Lee Rochester Sørensen – Aleksander Sepp, HB Køge.

Tilskuere: 1.326

Silkeborg IF (4-2-3-1): Peter Friis – Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Mikkel Vendelbo, Mads Emil Madsen – Stephan Petersen (86: Valance Nambishi), Marc Rochester Sørensen (64: Magnus Mattsson), Jeppe Okkels – Ronnie Schwartz.

Cheftræner: Michael Hansen.

HB Køge (4-4-2): Andreas Hansen – Ricki Olsen, Marian Huja, Jean Claude Bozga, Christian Overby – Lee Rochester Sørensen (65: Nikolaj Madsen), Henrik Madsen, Magnus Häuser (83: Christian Enemark), Liam Jordan – Martin Koch Helsted, Jakob Johansson (77: Aleksander Sepp)

Cheftræner: Morten Karlsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen