30. januar 2023

Salquist i fremgang

For ni dage siden blev Tobias Salquist sendt på hospitalet efter et voldsomt sammenstød med Oscar Hedvall i træningskampen mod Vendsyssel. Nu er han i fremgang og tilbage på JYSK park.

– Jeg har det bedre, og det går fremad. Det er faktisk gået meget fremad i de sidste 3-4 dage, og jeg håber selvfølgelig bare, at fremgangen fortsætter. Status nu er, at jeg har fået en forholdsvis normal hverdag igen og er oppe og møder ind i klubben – jeg laver ikke ret meget, men skal forhåbentlig i gang med at cykle lidt, og jeg har et klart mål om at nå at komme med på træningslejren, siger Salquist mandag middag på JYSK park.

Træningslejren afholdes i det sydspanske, hvor SIF-truppen rejser til på torsdag morgen. En hovedskade er altid vanskelig at spå om, men Salquist mærker klar fremgang.

– Med sådan en skade kan man ikke give nogle udsigter. Det handler om at tage det dag for dag og som det kommer – måske er jeg helt ødelagt i morgen, og måske har jeg det fantastisk i morgen; det er ikke til at sige. Men svimmelheden kommer i kortere intervaller nu, og jeg kan holde til længere aktivitet i løbet af dagen. Kæben og øret har det også fint, så det er faktisk kun svimmelheden, der stadig irriterer mig, slutter Salquist.

Oscar Hedvall er allerede tilbage i fuld træning.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen