4. oktober 2020

Røjkjær vender hjem til SIF

22-årige Nicklas Røjkjær vender tilbage til SIF efter at have været omkring FC København, Viborg og Esbjerg. Han har fået en kontrakt på 3,5 år.

Nicklas Røjkjær vender tilbage til sin barndomsklub. Den teknisk velbegavede offensiv-spiller skifter til SIF med omgående virkning, efter at han har været omkring FC København, Viborg og Esbjerg.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har ventet på dette. Det er en rigtig god fornemmelse, jeg står med, så jeg er en glad dreng i dag, siger Nicklas Røjkjær, der forlod SIF som topscorer i U19 Ligaen og ungdomslandsholdspiller for at prøve lykken i FC København.

Opholdet i FCK startede fint, men han fik aldrig taget springet fra U19 til førsteholdet. Derfor skiftede han til Viborg, hvor han havde et okay ophold. I Esbjerg blev det til alt for lidt spilletid, så også derfor er han glad for at få chancen i sin barndomsklub.

Bagsiden af medaljen
– Jeg glæder mig til at byde ind her. Der er sket meget, siden jeg forlod SIF. Man kan sige, at jeg har lært en del og også er blevet klogere. Jeg følte jo, dengang jeg skiftede til FCK, at jeg kunne gå på vandet, men tingene blev ikke, som jeg havde forventet, og man kan sige, at jeg har set bagsiden af medaljen i fodbold. Efter at jeg blev vraget i FCK, havde jeg et godt år i Viborg, mens det seneste årstid i Esbjerg har været svært, siger Nicklas Røjkjær.

Derfor ser han frem til at genstarte karrieren for alvor i de vante omgivelser i SIF, hvor hans storebror Casper Røjkjær er fast inventar som træner for U17 Liga-holdet.

– Jeg skal ind og vise, hvad jeg kan og hvilke kvaliteter, jeg har. Det er min ambition, at få masser af spilletid. Jeg har set næsten alle SIF’s kampe – og også været med, da Esbjerg spillede på JYSK park for nylig, og jeg synes, at jeg passer fint til spillestilen. Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Nicklas Røjkjær.

Passer ind i SIF
Jesper Stüker er også glad for at se en af klubbens ”egne” tilbage i SIF-trøjen.

– Nicklas er jo udviklet i vores talent-system, og han passer ind i stilen her i klubben. Nu skal han ind og konkurrere om en plads på holdet, så man kan sige, at vi fortsætter, hvor vi slap, da han forlod os til fordel for FCK. Vi satser på, at vi kan være med til at forløse det potentiale, han rummer, siger Jesper Stüker.

Der har været kontakt mellem SIF og Nicklas Røjkjær tidligere uden at det blev til noget.

– Men nu passede tingene sammen, og det kunne lade sig gøre. Det er vi glade for, siger SIF’s sportschef.

Nicklas Røjkjær forventes at indlede træningen i SIF allerede mandag – alternativt tirsdag – og han kan dermed komme til at indgå i forberedelserne til torsdagens pokalkamp mod hans nu tidligere klub, Esbjerg fB.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen