29. april 2021

Ny i bestyrelsen: Fodbold og Silkeborg i hjertet

Kathrine Bisgaard Vase blev ny-valgt til Silkeborg IF Invest A/S’ bestyrelse på onsdagens generalforsamling. Hun afløser Majbritt Mikkelsen.

Kathrine Bisgaard Vase er nyt medlem af bestyrelsen i Silkeborg IF Invest A/S. Indstillet af bestyrelsen blev hun valgt ind på selskabets ordinære generalforsamling onsdag på JYSK park. Hun afløser Majbritt Mikkelsen, der ønskede at træde ud.

Kathrine Bisgaard Vase har i hele sit job-liv arbejdet med kommunikation. I de seneste seks år har hun været ansat hos Lego i afdelingen Global Engagement Lead, Government & Public Affair, hvor hun beskæftiger sig med politiske beslutninger og processer, så den verdensomspændende legetøjs-virksomhed hele tiden kan være på forkant i forhold til det.

– Jeg kommunikerer med regeringer og interesseorganisationer rundt omkring i verden, og jeg bringer mine erfaringer herfra med ind i bestyrelsesarbejdet i bestræbelserne på at styrke både Silkeborg og Silkeborg IF Invests position, sagde hun i en kort præsentationstale på den virtuelle generalforsamling.

Vokset op med fodbold
Ud over Lego har Kathrine Bisgaard Vase erfaring fra jobs som bl.a. kommunikationschef hos Flyvertaktisk Kommando og kommunikationsansvarlig hos Hospitalsenhed Midt.

Og så er hun vokset op med Silkeborg og fodbold.

– Som en naturlig del af det at vokse op i Silkeborg har jeg fulgt fodbolden. Som barn fulgtes jeg med min far på stadion og var med i alle opture og nedture, de store øjeblikke og de mange følelser. Jeg er utrolig glad for at takke ja til en plads i bestyrelsen, sagde Kathrine Bisgaard Vase, der blev valgt uden modkandidater.

Formand Henrik Lyhne takkede under eventuelt Majbritt Mikkelsen for indsatsen gennem tre år i den bestyrelse, hun nu træder ud af.

– Vi har været utroligt glade for samarbejdet i bestyrelsen, hvor du er kommet som et frisk pust og haft snusfornuftige betragtninger på tingene. Du har ikke ladet dig kyse i den mandeverden, du kom ind i, og du har givet igen af mindst samme skuffe. Vi vil savne dig, sagde Henrik Lyhne.

Majbritt Mikkelsen vil fortsat være engageret i SIF som moderator i klubbens erhvervsnetværk SIF Business Unusual.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Seneste nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen