10. september 2011

Nederlag efter god start

En føring på 1-0 ved pausen blev i anden halvleg forvandlet, så Silkeborg IF i lørdagens kamp måtte forlade Mascot Park med et nederlag på 3-1 mod Odense Boldklub. Saag scorede for hjemmeholdet.

Debut til Mascot Park
Efter landsholdspausen rullede superligabolden igen på de danske fodboldstadions. Det gjorde den også i Silkeborg denne lørdag aften på det nyudnævnte Mascot Park, hvor tabellens nummer 5, Odense Boldklub, gæstede. På trods af det overskyede vejr var 3064 tilskuere alligevel mødt op for at støtte de lokale helte.

Cheftræner Troels Bech var nødtvunget til at fortage rokeringer i startopstillingen, da Jesper Bech, Martin Svensson og Simon Jakobsen alle sad ude med skader.

På mål var som så mange gange før Lasse Heinze. Foran ham i midterforsvaret var Dennis Flinta valgt sammen med Thorbjørn Holst Rasmussen, og ved siden af dem på backpositionerne fandt man i venstre side Christopher Poulsen og Daniel Pedersen i højre.

Midtbanen bestod centralt af anfører Martin Ørnskov og Frank Hansen. Venstrefløjen havde Christian Holst, og på den højre var Kaimar Saag.

Angrebsduoen blev udgjort af Marvin Pourié helt i front og med Kasper Risgård lige bagved som hængende angriber.

Stille start udviklede sig til flot SIF-spil
De første ti minutter var ikke særlig begivenhedsrige, og det eneste, man som vidne til kampen kunne berette om, var et tabt lineflag fra linjedommeren og en skadet Djemba-Djemba, der måtte modtage behandling efter tre minutters spil. Derudover var det småt med chancer, og ingen af holdene dominerede.

Et kvarter gik der, før det første rigtige forsøg kom. Det var OB’s Djemba Djemba, som forsøgte sig med et skud på kanten af straffesparksfeltet. Men bolden susede over mål.

I den anden ende var det svært for hjemmeholdet at bryde igennem et kompakt og defensivt OB-mandskab. 25 minutter inde i kampen lykkedes det dog, da Kaimar Saag, i dag som højrekant, spillede godt 1-2-spil med Holst. Esteren brød fri af forsvaret, modtog en veltilrettelagt bold i dybden af færingen og skød bolden over i modsatte side, hvor den tyske målmand Wessels ikke kunne nå ud til den. 1-0 til SIF og Saag på tavlen.

En stærk modstander
Intet var imidlertid afgjort endnu, og de næste tre store chancer stod udeholdet for.

Først var det den odenseanske angriber Rasmus Falk, som et par minutter efter scoringen kom i en god position til at få afsluttet, men heldigvis for de rødklædte strøg bolden forbi Heinzes venstre hjørne. Senere var det Andreas Johansson, der efter et indlæg fra Esben Ruud headede få centimeter over mål, og sidst var det selvsamme Johansson, som prøvede fra distancen med et tørt hug – denne gang endte bolden ved siden af målet.

Det havde været en første halvleg, som hjemmeholdet godt kunne være stolt af. Det var lykkedes dem at få scoret, holdt OB fra fadet, og selvom spillet ikke havde været fantastisk, så havde holdet så godt som muligt forsøgt at bryde OB’s betondefensiv, en enkelt gang førte det endda til et mål.

Højt aktivitetsniveau og OB på 2-1
Der skulle kun gå to minutter af anden halvleg, før hjemmeholdet fik den første chance. Indskiftede Henrik ”Tømrer” Pedersen kæmpede bravt for bolden i højre side, lagde en bold tilbage, som endte foran Kaimar Saag, der huggede til bolden. OB-forsvaret fik dog blokeret ud til et hjørnespark.

En ny flot aktion fra ”Tømrer” i et godt kontraangreb endte med en stikning til Risgård, som først fintede OB’s nummer 26, Daniel Høegh, herefter driblede han også forbi Wessels, men foran mål var Utaka nået tilbage, og han fik clearet skuddet fra Risgård.

Herfra tog fynboerne over.

Først fik Hans Henrik Andreasen efter tre OB-chancer oven på hinanden i forbindelse med et hjørnespark sparket bolden ind bag Lasse Heinze. Tilfældigt spil havde skabt chancen, men faktum var, at OB havde udlignet. Øv, øv, øv.

4 minutter skulle der gå fra det første mål til det andet. Nu var det indskiftede Utaka, som efter en desværre flot aflevering ind midt på fra Bashkim Kadrii let kunne sparke bolden ind bag en chanceløs Lasse Heinze.

På fire minutter var første halvlegs føring sat over styr, og måltavlen viste nu 1-2 til OB.

SIF viste tænder – men til ingen nytte
De rødklædte SIFere var ikke helt færdige for i dag. En god aflevering på tværs af feltet af ”Tømrer” var lige ved at blive farlig, men afslutningen fra Saag foran mål gik lige forbi.

SIF lagde et højt pres, og de var tydeligvis ikke tilfredse med at gå fra dagens kamp uden point.

Hjemmeholdet spillede naturligvis offensivt, og det kostede desværre i den anden ende, hvor OB omkring 5 minutter før kampens afslutning fik en kæmpe mulighed. Utaka lagde en bold i dybden til Hans Henrik Andreasen, som netop før skuddet blev nedlagt af Kasper Risgård, og som fodboldlovbogen foreskriver det, koster det et rødt kort og straffespark. Dette scorede Chris Sørensen på, og bragte dermed udeholdet foran med 3-1.

Ærgerlig dag for SIF
Det havde været en ærgerlig dag for de silkeborgensiske fans. De havde været vidne til en god første halvleg, som havde kastet en føring af sig, men desværre havde den efterfølgende anden halvleg ikke været særlig god for SIF. De fik sig nemlig lidt af en chokstart efter pausen, og på sølle fire minutter var en 1-0-føring vendt, så de nu var kommet bagud med 2-1. Kampen var afgjort, da Risgård blev smidt ud med rødt kort, og SIF kom bagud med 3-1, som også blev kampens resultat.

Nyt opgør mod et Odense-hold
Allerede på tirsdag venter næste opgave for SIF, når holdet skal til Odense. Her skal OB’s naboer fra FC Fyn nedlægges, hvis man vil have videre avancement i DBU Pokalen, som den traditionsrige pokalturnering hedder. Kampen spilles altså på tirsdag den 13. september kl. 19:00 på Odense Atletikstadion.

Næste turneringskamp er i Lyngby, hvor Lyngby BK er værter i en formenligt spændende udebanekamp. Kampen spilles søndag den 18. september klokken 16:00.

Mål

  • 1-0 Kaimar Saag (23)
  • 1-1 Hans Henrik Andreasen (53)
  • 1-2 Peter Utaka (57)
  • 1-3 Chris Sørensen (85
  • str.).

Advarsler

  • Marvin Pourié
  • Esben Ruud
  • Martin Ørnskov
  • Kasper Risgård.

SIF

  • Lasse Heinze – Christopher Poulsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Dennis Flinta
  • Daniel A. Pedersen (80: Jeppe Illum) – Christian Holst (89: Jesper Mikkelsen)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Kaimar Saag – Kasper Risgård
  • Marvin Pourié (46: Henrik “Tømrer” Pedersen).

OB

  • Stefan Wessels – Espen Ruud
  • Daniel Høegh
  • Tore Reginiussen
  • Bernard Mendy – Bashkim Kadrii
  • Eric Djemba-Djemba (76: Chris Sørensen)
  • Hans Henrik Andreasen
  • Andreas Johansson – Rúrik Gíslason (46: Peter Utaka)
  • Rasmus Falk Jensen (78: Morten Skoubo).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen