28. august 2011

Knebent nederlag i Parken

SIF tabte den svære kamp mod FCK med 1-2 i Parken. En mindre god første halvleg blev afgørende, da et ellers bedre spillende SIF-mandskab i anden halvleg ikke var nok til at få point med hjem.

En svær modstander
Det var ikke sjovt at være silkeborgenser i sidste uge efter det ærgerlige nederlag til HB Køge i Herfølge. Men det var heller ikke sjovt at være københavner, for FC København, der før sæsonen budgetterede med Champions League-deltagelse, røg ud af den fornemme europæiske turnering efter to nederlag til det tjekkiske hold FC Plzeñ.

Dagens kamp gav altså begge hold en mulighed for at få rystet de dårlige resultater af sig. Cheftræner Troels Bech havde foretaget sig nogle ændringer i startopstillingen i forhold til kampen mod HB Køge:

Lasse Heinze var som sædvanlig mellem stængerne med Simon Jakobsen og Thorbjørn Holst Rasmussen i midterforsvaret foran ham. På back-pladserne var Daniel Pedersen valgt fra starten i højre side og Dennis Flinta rykket over i venstre.

Midtbanen bestod centralt af holdkaptajn Martin Ørnskov og Frank Hansen. Martin Svensson havde den højre kant, og på den venstre var Christopher Poulsen rykket en position frem på banen.

Jesper Bech og Marvin Pourié udgjorde angrebsduoen.

Uheldig start: Poulsen skadet og FCK foran
Første fløjt lød fra Anders Hermansen, og dagens kamp i Parken var i gang. En stille og lidt uskøn start med en masse boldtab, og ingen af holdene satte sig rigtigt på spillet.

Den første store chance stod de hvidklædte københavnere for. Bolanos brød fri helt nede ved mållinjen i SIFernes venstre side, lobbede en bold ind i feltet, men Thorbjørn fik headet væk, og den efterfølgende returbold, som Johan Absalonsen var først på, blev skudt ind i en mur af SIF-forsvarere.

Det var kun en advarsel om FCKernes farlige offensiv, for et par minutter senere, omkring et kvarter inde i kampen, blev advarslen til alvor, da Bolanos med en lang bold til Dame N’Doye i dybden splittede SIF-forsvaret ad. Senegaleseren var helt fri, alligevel nåede Thorbjørn Holst Rasmussen tilbage og fik presset ham, så afslutningen nemmere kunne reddes af Lasse Heinze. Desværre endte bolden hos Santin, som vippede bolden over i det lange, modsatte hjørne, hvor Heinze ikke ikke kunne nå over. Bolden i nettet og SIF bagud – dårlig start på kampen.

FCK fik herefter overtaget med flere store chancer og angrebsspil på kanterne.

SIF virkede en smule rystede. Ikke blot havde Christopher Poulsen måttet udgå med en skade efter seks minutter, men nu var de også kommet bagud. Den oprindelige plan inden kampen skulle allerede ændres.

Saksesparksforsøg – hvorfor ikke?
Den hårde medfart, de rødklædte havde fået på kampen, slog dem dog ikke helt ud. En god hovedstødsaflevering fra Svensson ind på midten af det lille målfelt var lige ved at ende ud i et fremragende mål, da Marvin Pourié forsøgte sig med et saksespark – men forsøget endte desværre over mål.

Heinze havde en travl dag i målet. En halv time inde i kampen skulle han på overarbejde, da først Absalonsen blev spillet helt fri af N’Doye og afsluttede, men keeperen fik lappen på. Bolden var nu på auktion til højestbydende, hvilket viste sig at være Santin, som afsluttede med det samme. Igen fik Heinze flot tilkæmpet sig bolden og undgik dermed en udbygning af hjemmeholdets føring.

Øv, øv, øv – 2-0 til FCK
Udbygningen kom så senere. Et par minutter før pausen gjorde N’Doye ondt værre for SIF, da han blev spillet helt fri, efter han modtog en stikning fra Cesar Santin. Alene med målmanden kunne han let drible til højre og skyde bolden ind i et helt frit mål.

Udeholdet var nok de mest lettede, da Hermansen fløjtede til halvleg. De havde ikke fået en særlig heldig start på kampen, selvom det offensivt så nogenlunde ud for SIF. Defensivt var der til gengæld ting, som kunne rettes til, men det skyldtes nok også, at SIF havde satset ved at presse højt på banen. Selvom det så svært ud, ville det ikke være umuligt at få point med hjem fra Parken.

Straffespark eller film?
Den første kontroversielle episode i anden halvleg kom efter fem minutter, da Martin Svensson faldt i feltet og endda tabte sin støvle i samme omgang. Dommer Anders Hermansen mente imidlertid, at kantspilleren forsøgte at filme sig til et frispark, så i stedet for et straffespark til SIF indkasserede Svensson et gult kort. Men støvlen røg altså af, så det lugtede langt væk af et straffe.

Ny luft i den røde ballon
Endelig gav silkeborgensernes offensive spillestil pote, da Christian Holst på noget, der lignede et indstuderet hjørnespark i højreside, sparkede en god bold ind over til Simon Jakobsen. Han headede bolden videre til en fri Dennis Flinta, som med en inderside kunne sparke bolden i mål. Reducering til 2-1 og fornyet gejst at se hos udeholdet.

Langsomt, men sikkert, fik SIF-spillerne skubbet bolden længere frem på banen, og man kunne igen spore optimismen i spillet på FC Københavns banehalvdel.

Stolpeskud på stolpeskud har været gennemgående for efterårssæsonen indtil videre for SIF, og i søndagens kamp kom der endnu et. Dennis Flinta forsøgte sig fra distancen, og med omkring 140 km/t fik skuddet overliggeren til at ryste – men desværre kun overliggeren.

Nordstrand fik imidlertid også de medrejsende fans til at ryste – af skræk – da han efter et godt FCK-omstillingsspil modtog bolden i en stikning. Skuddet fra Nordstrand strøg dog lige forbi Heinzes højre stolpe.

Det var lige før, at SIF fik point med hjem, da først Dennis Flinta, der var trukket langt frem, afdriblede Wiland og forsøgte at smide en flad aflevering ind i feltet, men FCK-forsvaret nåede hjem og fik afværget. Et minut senere var det Kaimar Saag, som fik sig selv bragt i en gunstig situation til at få afsluttet lige ude foran feltet. Johan Wiland i målet fik dog grebet det flade, men hårde skud.

En fodboldkamp består af to halvlege
Fire minutters overtid var ikke nok, og SIF måtte gå fra banen med et nederlag.

SIF var kommet klart bedre med i kampen i anden halvleg og fik endda reduceret efter mål af Dennis Flinta, men den dårlige første halvleg og bag ud 2-0 ved pausen havde gjort det svært for silkeborgenserne. Man havde godt kunnet forsvare udsagnet om, at SIF ville have fortjent at få et point med hjem fra Parken, men sådan skulle det ikke gå.

Fynboer gæster Silkeborg
Først skal en landsholdspause overstås, men så er der atter Superligafodbold på Silkeborg Stadion. Lørdag den 10. september kommer Odense Boldklub på besøg, og det bliver endnu en svær kamp for Silkeborg IF, da OB før denne runde lå på tredjepladsen. Kampen mellem SIF og OB starter klokken 17.00.

Mål

  • 1-0 César Santin (14)
  • 2-0 Dame N’Doye (42)
  • 2-1 Dennis Flinta (66).

Advarsler

  • Marvin Pourié
  • Martin Svensson
  • Sölvi Ottesen.

SIF

  • Lasse Heinze – Dennis Flinta
  • Simon Jakobsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Daniel A. Pedersen (73: Kasper Risgård) – Christopher Poulsen (6: Christian Holst)
  • Martin Ørnskov
  • Frank Hansen
  • Martin Svensson – Jesper Bech
  • Marvin Pourié (63: Kaimar Saag).

FCK

  • Johan Wiland – Pierre Bengtsson
  • Mathias Zanka Jørgensen
  • Sölvi Ottesen
  • Johnny Thomsen – Johan Absalonsen (82: Pape Pate Diouf)
  • Thomas Delaney
  • Christian Grindheim
  • Christian Bolanos (65: Youssef Toutouh) – Dame N’Doye
  • César Santin (65: Morten Nordstrand).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen