5. august 2019

Mads Emil: Vi fik vist, at vi godt kan være med

Mads Emil: Vi fik vist, at vi godt kan være med

Efter tre store nederlag i starten af 3F Superligaen, kom Silkeborg IF i fredags tilbage på sporet mod Hobro IK. Det blev ikke til nogen point i kampen, som dog har givet tro på tingene.

Mandag var SIF-spillerne tilbage på kunstgræsset på JYSK park, hvor holdet er i gang med forberedelserne til kampen på søndag mod FC Nordsjælland. Med fire nederlag i bagagen kunne optakten til kampen have været bedre, men humøret i truppen fejler ikke noget.

– Vi vidste godt, at vi ville få en svær start. Nu er det så gået lidt dårligere end forventet, men jeg synes, at vi holder hovedet højt, og vi prøver at blive bedre hver dag, fortæller Mads Emil Madsen, som kunne spore fremgang i kampen mod Hobro i fredags.

– Jeg synes, at vi spiller rigtig godt i store dele af kampen, så der er hele tiden ting at bygge videre på.

Midtbanespilleren blev i kampen noteret for to assists. Den første kom da han brød igennem Hobros forsvar og lagde bolden til rette for Anders Hagelskjær, som bankede bolden ind. SIF-holdet skabte flere chancer end i de forrige tre kampe til sammen, og det skyldes blandt andet, at holdet er ved at få styr på den måde, man gerne vil gribe kampene an.

– Vi begynder at bevæge os bedre i forhold til hinanden, og vi begynder at få nogle bedre relationer. Og så hjælper det, at vi er ved at få implementeret Kents stil, hvor det hele tiden er en aflevering og så løbe dybt eller et nyt sted hen, fortæller SIF-midtbanen, som med kampen i fredags nu har rundet ni Superligakampe i karrieren.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 08.12. kl. 15.30
Scroll til toppen