Et ungt SIF-hold fik en lærestreg mod et stærkt Viborg-mandskab, der reelt ydmygede SIF’erne med 0-7.
Silkeborg IF spillede mandag eftermiddag Future Cup mod Viborg FF, og der var regulær niveauforskel mellem de to mandskaber.
SIF stillede op med et meget ungt mandskab, hvor kun Fredrik Carlsen og Oskar Boesen er faste folk på førsteholdet. Viborg derimod stillede med et rutineret og profileret hold, hvor frontkæden med Yonis Njoh, Anosike Ementa og Charly Nouck gjorde ondt på de unge SIF’ere.
Klasseforskellen udmøntede sig i en lussing på 0-7 i egen hule til SIF, og de unge drenge betalte nogle dyre lærepenge mod et Viborg-hold, der sjældent slap speederen.
Anosike Ementa gik målamok og scorede fem kasser, mens Charly Nouck leverede de sidste to mål.