Kent N: Vi toppede efter en hård uge
Cheftræner Kent Nielsen var positiv efter kampen mod Trelleborgs FF og ser frem til superligapremieren.
Lørdagens testkamp mod Trelleborgs FF var afslutningen på otte dages træning med tre testkampe indlagt og blev dermed rent kampmæssigt generalprøven på superligapremieren om en uge. Cheftræner Kent Nielsen opsummerede efter kampen:
– Det har været en hård uge med mange træninger og tre kampe, to på græs. Alle siger, at vi er gode på kunstgræs, men vi formåede også at vinde de to kampe på græs. Vi laver fine mål i dag, men igen i dag var det lidt blandet med en dårlig start, hvor Trelleborg dominerer en del, men så kommer vi rigtig godt ind i det. Jeg synes, at vi i anden del af første halvleg og første halvdel af anden halvleg er gode. Vi producerer meget og laver også de mål, der skal til. Til sidst får vi den kriget hjem, så alt i alt må vi sige, at vi toppede på en hård uge og fik det resultat, vi gerne ville have.
Vi brugte meget energi – vi sled og slæbte for det. Jeg er glad for, at vi vinder, og nu kan alle holde en fortjent fridag søndag og så møde ind mandag med ét mål i hovedet, og det er Brøndby. Vi glæder os til superligaen, og alt i alt var det en fin afslutning på en hård uge, og jeg synes, at det er positivt, at vi kan vinde igen.
Efter opsummeringen så Kent Nielsen frem mod næste søndags opgave, som må formodes at blive en hård og svær kamp.
– Ja, selvfølgelig – i bund og grund er det jo en svær kamp. Det er et af svære steder at spille i Danmark, men man kan jo angribe og anskue det på mange måder. Én af dem er, at det er svært, men man kan også vælge at sige, at det bliver fedt. Vi skal komme med overskud og med lyst til at vise os frem. Ja, det bliver svært, og vi skal ikke være naive, men vi skal også være bevidste om, at der er nogle ting, vi godt kan. Vi skal vise, at vi har lyst og mod til at gøre det, så jeg glæder mig mere til, at det bliver en stor udfordring. Dét at være fodboldspiller og fodboldtræner er at tage imod de store udfordringer, og det er den kamp. Vi kommer til at arbejde knaldhårdt, for at det skal lykkes og også komme på tavlen i første runde.
Er du ved at have tingene på plads oppe i hovedet?
– Jeg vil sige, at med de tre kampe har vi skullet skyde os ind på nogle ting: hvordan er det for eksempel, at truppen generelt ser ud, spiller for spiller. Det er den ene del – den anden del er få et billede af, hvad det er. vi skal starte ud med. Der er mange, der har vist sig godt til, og det er meget positivt. Det, vi så skal nu, er at blive mere målrettet, mere detaljeorienteret – hvad er det præcist, vi skal gøre i den her kamp. De første 14 dage har været mere generelt orienteret og dermed ikke så specifikt, og det er det arbejde, der nu forestår.