Kent Nielsen sætter ord på opstarten i SIF og ser frem mod en ny sæson, hvor klubben nok engang skal toppræstere for at nå med i top seks og gøre sig godt i pokalen og Europa.

Silkeborg IF indledte fredag træningen frem mod den nye sæson.
I spidsen for det hele står Kent Nielsen, der har brugt en menneskealder i fodboldverden og efterhånden har prøvet det meste.
– Ja, og denne opstart er ikke så meget anderledes end alle de andre. Spillerne er kommet dryppende lidt på grund af landsholdsopgaver og så videre, og nu er vi så småt i gang med at forberede os på den første træningskamp mod FCM på fredag, siger Kent Nielsen og sætter flere ord på opstarten på Søholt.
– Det er ikke de store forkromede, taktiske ting, vi fokuserer på nu. Det er mest den fysiske del. Både kondition og styrke. Vi kommer til at blande holdet mod FCM, da det handler om at komme i gang og i en optimal verden finde nogle relationer, vi kan arbejde videre med. Dagens spillere er så professionelle, at de møder velforberedte ind, så jeg føler, vi står et godt sted lige nu.
Transfervinduets usikkerheder
Leonel Montano er eneste nye ansigt i truppen p.t., men Kent Nielsen er udmærket klar over, at den trup, der løber og træner på kunstgræsset på JYSK park i skrivende stund, ikke er den samme, som han har til rådighed i september, når transfervinduet blæser i.
– Sådan er vilkårene. Der var mange afgange og stor aktivitet sidste sæson, så vi forventer en mere rolig sommer denne gang, men i fodbold overhaler virkeligheden hurtigt forestillingen. Vi fokuserer selvfølgelig på at integrere Leonel i spillestilen, men også at køre Bøndergaard og Biller mere ind, siger Kent Nielsen, der er godt tilfreds med den trup, som han har til rådighed her og nu.
– Jeg tænker mest på, hvordan vi kan slå Brøndby den 20 juli. Der arbejder jeg med de spillere, der er her nu. Det kan hurtigt ændre sig både ind og ud. Men jeg synes, vi har fået en robusthed og soliditet i vores hold, der gør, at jeg er fortrøstningsfuld, siger SIF-chefen.
Forventninger til sæsonen
Kent Nielsen ser med stolthed tilbage på seneste sæson med en pokalfinale og en placering som nummer syv – et enkelt mål fra at komme med i top seks.
Cheftræneren håber, at SIF igen kan ramme et lignende niveau.
– 3F Superligaen er sindssyg tæt. Jeg plejer at sige, at der er fem hold i Danmark, der ikke spekulerer på nedrykning inden sæsonstart. Sådan er det også i år. Resten ligger og spiller med fra 6-12. Hvis vi toppræsterer, så kan vi igen ligge og kæmpe med om at komme i mesterskabsspillet, men jeg er også bevidst om, at rammer vi ikke niveau, så er det den anden streg, vi skal kigge på.
– Vi er med i tre turneringer, og vi vil gerne gøre det godt i alle tre. Vi har en række spillere på vej tilbage fra skader, så jeg synes, det ser fornuftigt ud – også med bredden. Vi vil gerne godt fra land, for en dårlig start kan forfølge dig hele sæsonen. Så vi satser på at stå knivskarpe i Brøndby den 20. juli, siger Kent Nielsen.
Det er fredag kl. 12.00, der er kickoff i Ikast til sæsonens første træningskamp.