18. november 2018

SIF måtte nøjes med ét point mod Fremad Amager

SIF måtte nøjes med et point mod Fremad Amager

Det lykkedes ikke SIF at nedbryde Fremad Amagers kompakte defensiv i efterårets sidste hjemmekamp. Dermed sluttede det 0-0 på JYSK park.

SIF savnede effektivitet i de afslutninger, det blev til søndag eftermiddag i efterårets sidste hjemmekamp mod Fremad Amager. Ronnie Schwartz havde to-tre potente forsøg, men mål-lykken stod ikke SIF-angriberen bi denne eftermiddag. Dermed sluttede det som det begyndte på JYSK park: 0-0.

Michael Hansen var tvunget til én udskiftning i forhold til seneste kamp i Nykøbing F. Ved fredagens træning blev målmand Peter Friis skadet, og han blev erstattet af Thomas Nørgaard. Mikkel Vendelbo var tilbage på den centrale midtbane som makker til Mads Emil Madsen, mens Anders Hagelskjær måtte melde fra med den skade, han pådrog sig ugen tidligere. I hans sted spillede Frederik Alves Ibsen i det centrale forsvar.

SIF startede godt og satte sig på spillet. Første større chance kom i det 7. minut efter godt opspil. Ronnie Scwartz fik skudmuligheden, men lige på Fremad-keeper Nicklas Dannevang, der nogenlunde ubesværet kunne samle bolden op. Minuttet efter trak Mads Emil Madsen godt fri udenfor feltet, men sparkede lige over, og det samme gjorde Ronnie Schwartz på sin anden chance indenfor de første 10 minutter. Lovende SIF-start på kampen.

Schwartz med stor chance
Fremad Amager kom sjældent til chancer. Midt i halvlegen fik gæsterne en omstilling, da dommer Chris Johansen forsømte at dømme frispark til Magnus Mattsson, og det førte til halvlegens farligste Fremad-forsøg, da Samson Iyede afsluttede med et skud på overkanten af overliggeren.

SIF havde som halvlegen skred frem sværere og sværere ved at spille sig til chancer mod en kompakt Fremad Amager-defensiv. Godt en halv time henne havde Mads Emil Madsen et halvkikset skudforsøg spillet fri i feltet, men ellers var der blevet langt mellem de åbne SIF-chancer. Kort før pausen faldt den største, da Svenn Crone gik godt til baglinjen og serverede bolden for Ronnie Schwarts tæt under mål. Schwartz fik godt træf på bolden, men Nicklas Dannevang hentede en akrobatisk redning ud af handskerne og parerede til hjørnespark.

Mattsson nærgående på frispark
Blot tre minutter inde i 2. halvleg var Magnus Mattsson tæt på direkte på frispark mod ham selv begået lige udenfor feltet. Mattsson placerede bolden udenfor Dannevangs rækkevidde, men også lige nøjagtigt udenfor målrammen. SIF lagde igen pres på fra halvlegens start, og det blev også til et akrobatisk saksesparksforsøg fra Magnus Mattsson – med et skud højt over mål som resultat. Flot så det dog ud.

Marc Rochester kom på banen i stedet for Stephan Petersen efter godt en times spil og bød kort efter ind med et skud lige forbi stolpen på et tidspunkt, hvor SIF ellers havde lettet presset en anelse på Fremad-defensiven.

Og så bed Fremad Amager fra sig – eller rettere, SIF forærede en stor chance til Samson Iyede væk på et SIF-indkast nær eget hjørneflag. Fremad Amager-angriberen var helt fri på Thomas Nørgaard, der imidlertid fik sig kastet akrobatisk og pareret til hjørnespark. Dér kunne det være gået helt galt for SIF.

I tillægstiden fik Shkodran Maholli en stor chance tæt under mål, men sendte bolden forbi. Dermed sluttede det 0-0, og det kunne SIF ikke være tilfreds med.

SIF spiller efterårets sidste kamp om en uge på Lerpytter i Thisted. Herefter går NordicBet Ligaen på tre måneders vinterpause.

Kampen i tal:
NordicBet Ligaen, 18. runde, søndag 18. nov. kl. 13.45 på JYSK park:
Silkeborg IF – Fremad Amager 0-0
Advarsler: Ronnie Schwartz, SIF.
Tilskuere: 2.558
Silkeborg IF (4-2-3-1): Thomas Nørgaard – Svenn Crone, Simon Jakobsen, Frederik Alves Ibsen, Frederik Møller – Mikkel Vendelbo, Mads Emil Madsen – Sebastian Jørgensen (73: Shkodran Maholli ) -, Magnus Mattsson, Stefan Petersen (63.: Marc Rochester) – Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Michael Hansen
Fremad Amager (4-4-1-1): Nicklas Dannevang – Ivan Stanic, Mads Gabel, Nemaja Cavnic, Mike Mortensen – Soslan Lysenko (46.: Bilal Masaad), Valon Ljuti, Markus Bay, Pierre Larsen – Lukas Engel – Samson Iyede (80.: Tunc Tiryakioglu)
Cheftræner: Azrudin Valentic.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen