17. juli 2011

Sejr i højdramatisk kamp

Der var dramatik for alle pengene, da SIF i dag gæstede FC Midtjyllands hjemmebane. Rødt kort til hjemmeholdet, og et comeback fra 0-1 til 2-1 var blot nogle af elementerne i det spændende lokalopgør. Det hele endte dog med, at silkeborgenserne kunne hive alle tre point med hjem i sæsonpremieren på MCH Arena. Risgård og Flinta på måltavlen.

Endelig Superliga
Søndag var en stor dag for de fleste fodboldinteresserede midtjyder. Efter en lang sommerferie fra superligabolden gik den nye sæson endelig i gang, og den bød om formiddagen på det helt store lokalopgør mellem de to rivaliserende klubber Silkeborg IF og FC Midtjylland. Slaget om Midtjylland foregik i ulvenes egen hule, på MCH Arena, et sted, hvor ulvene især har vist tænder – således formåede ingen udehold i foråret at vinde på dette stadion.

Cheftræneren for Silkeborg-mandskabet Troels Bech lagde ud med en startopstilling, der stort set var identisk med den, han sluttede af med i den afsluttende kamp i sidste sæson – ingen af de nye SIF-spillere var således inde fra starten af.

Helt bagerst var som sædvanlig Lasse Heinze, og til at hjælpe ham havde han de to midterforsvarere Simon Jakobsen og Thorbjørn Holst Rasmussen. På back-pladserne var Christopher Poulsen i venstre side, mens Dennis Flinta havde den højre.

Anfører Martin Ørnskov dirigerede midtbanen, hvor han centralt lå sammen med Kasper Risgård. Ved siden af de to lå på højrekanten Frank Hansen, og modsat var Christian Holst placeret.

Helt fremme havde Bech valgt to angribere – Kaimar Saag som spydspids og Jesper Bech som en hængende angriber lige bagved.

Usikker start fra SIF
Efter dommer Lars Christoffersens første fløjt satte de sortblusede midtjyder sig på spillet, uden det dog blev til nogen deciderede chancer.

Fem minutter inde i kampen fik FCM et hjørnespark i højre side, som blev lagt ind lige foran straffesparksfeltet. Indlægget resulterede i et hårdt, fladt spark mod mål. Dennis Flinta fik heldigvis for SIF’erne pareret bolden væk et par meter foran mållinjen.

Direkte rødt kort til FCM
Syv minutter inde i kampen – efter et hårdt FCM-pres – opsnappede Kaimar Saag pludselig en bold, der blev spillet videre til Bech. Angriberen lagde en hård stikning til Holst, som foran målet, lige ude foran straffesparksfeltet, blev tacklet af Kristian Ipsa. En oplagt scoringsmulighed blev frataget SIF’erne, og FC Midtjyllands Kristian Ipsa fik derfor korrekt direkte rødt kort. Det efterfølgende frispark blev sparket et stykke over mål af Christian Holst.

Kun to minutter efter havde SIF atter en stor mulighed for at bringe sig foran, da et fladt indlæg fra højrekanten blev udnyttet af Kaimar Saag, der nåede først frem til bolden, men i stedet for at ramme bolden ramte angriberen FC Midtjyllands målmand Kasper Jensen og begik frispark.

At FC Midtjylland så hurtigt i kampen kom i undertal, virkede tydeligvis som en hård lussing på træner Glen Ridderholms mandskab, der efter udvisningen tabte lidt af pusten. SIF-spillerne kom mere med i kampen, og den begyndte at bølge frem og tilbage.

Efter 18 minutter fik Igboun en dyb stikning. Bolden kunne sagtens være blevet meget farlig, men Thorbjørn Holst kom hurtigt ud og fik clearet. Faren blev afværget.

Ud af ingenting opstod pludselig en tilfældig chance til SIF-spillerne, hvor målmand Kasper Jensen var på skovtur. Fra en spids vinkel skød Kaimar Saag på mål, men den ramte lige ved siden af målet.

På trods af overtal – SIF bagud
Efter 21 minutter modtog Christian Sivebæk fra FC Midtjylland en dyb stikning fra Igboun. Bolden blev modtaget i højre side af straffesparksfeltet, og Sivebæk slap fri af forsvaret. Frank Hansen så ikke andre muligheder end at nedlægge ham, og dommer Christoffersen dømte straffespark. Hansen fik gult kort, og på straffesparket scorede Jakob Poulsen sikkert. SIF bagud. Øv.

Lige efter målet virkede silkeborgenserne ikke synderligt rystede, og allerede to minutter efter modtog Kaimar Saag en bold på midten af banen. En voldsom tackling stoppede ham dog i et ellers lovende angreb.

Herefter blev udeholdets spil præget af fejlafleveringer, kommunikationen fungerede ikke, og SIF-spillerne løb ofte forgæves. Der på dette tidspunkt i kampen manglede en styrmand til at lede holdet tilbage. SIF-holdet virkede som en syg patient, der ikke forstod at tænke helt klart – med lidt god vilje illustreret ved Kaimar Saag, der cirka midt i 1. halvleg fik forbinding for hovedet efter at have slået det i en duel med Kristian Bak Nielsen.

Efter lige knap en halv time opstod en stor chance til Ibgoun, da Silkeborg-forsvaret passivt så til, mens han fik lov til at jonglere med bolden, indtil et skud blev affyret. Bolden røg dog ved siden af mål. Heldigt for SIF’erne.

Flot aflevering af Simon Jakobsen – 1-1!
Da alt virkede håbløst for SIF-spillerne, opstod der pludselig en god chance til udeholdet.

En høj bold fra Simon Jakobsen fik lov til at passere igennem FCM’s forsvar. Risgård, der var løbet bag om hjemmeholdets forsvar, modtog bolden lidt til venstre for målet, og han fintede frækt målmanden, hvorefter han let kunne lægge bolden sikkert ind i kassen.  

1-1, og Silkeborg var tilbage på sporet.

FC Midtjyllands farlige venstrekant
Kampen bølgede igen frem og tilbage, og holdene skiftedes til at være boldbesiddende. Et løb op af venstrekanten fra FCM’s Sylvester Igboun var ved at blive farligt, men det høje indlæg blev ikke udnyttet inde i feltet, og hovedstødet kunne let opfanges af Lasse Heinze, der bestemt ikke var populær på sin gamle klubs stadion. Tilskuerne piftede af ham, men han holdt hovedet koldt.

Venstrekanten virkede som et godt våben for de sortklædte midtjyder, for fem minutter før pausen havde de igen et godt løb op af denne side. Denne gang var det Christian Sivebæk, der løb til baglinjen. Herfra lagde han en høj bold ind til Tim Janssen, der dog headede et stykke over mål.

Et minut senere var den igen gal i venstre side, hvor Christopher Poulsen tydeligvis havde nok at se til. Sivebæk lagde denne gang en flad bold ind i feltet. Efter en smule fumlen fik Risgård dog sparket bolden væk og ud af feltet.

SIF’erne ville også lege med og spillede bolden godt op ad i banen. Indlægget fra Jesper Bech var dog lige langt nok til at Christopher Poulsen kunne nå frem til den.

Herefter virkede det til, at begge hold bare gerne ville have halvleg, og dommeren kunne efter to minutters tillægstid fløjte til pause. Slut var hermed en højdramatisk første halvleg, hvor publikum havde været vidne til to mål, masser af chancer og et direkte rødt kort.

Især Christian Sivebæk på banens venstre side havde været en trussel for SIF, og dette skulle der lægges en dæmper på, hvis udeholdet skulle gøre sig forhåbninger om at få point med hjem. I den anden ende krævede det større kynisme på dødboldene.

SIF igen langsomme til at komme i gang
Anden halvleg startede ud ligesom starten af første halvleg for de rødblusede – altså dårligt. SIF-spillerne var slet ikke kommet koncentrerede ud af starthullerne. Flere dårlige udspark fra Heinze var en af årsagerne, men generelt fik FCM alt for meget plads på banen at spille på. Heldigvis for SIF’erne var hjemmeholdet ikke kyniske nok, og et hjørnespark blev blandt andet sparket direkte over hele boksen og ud til et silkeborgensisk målspark.

Christian Sivebæk virkede – ligesom i første halvleg – farlig på SIF’ernes venstre side, og efter 53 minutters spil fik han tæt på mål ved forreste målstolpe sendt en bold fladt ind i mængden af både røde og sorte midtjyder. Bolden var for hård, og heldigvis for SIF var der ingen, som nåede at sparke til den.

SIF’erne var til gengæld ved at vågne op til dåd og en bold fra Bech på venstrekanten blev halvflugtet af Frank Hansen, men den blev desværre blokeret.

Dødbold – SIF foran!!
Et kvarter inde i anden halvleg lykkedes det så endelig at komme foran. Et frispark begået af Kristian Bak helt ude i venstrekanten og cirka midt på FCM’s banehalvdel blev lagt perfekt indover af Christian Holst til Dennis Flinta. Back-spilleren kom højest og fik lagt den i kassen, hvor en hjælpeløs Kasper Jensen ikke kunne nå den. 2-1 til SIF, der for første gang i kampen var foran. Endelig kom den kynisme på dødboldene, som man havde længtes efter. Jubel fra de medrejsende tilhængere. Lålålå – forza Silkeborg IF blev der råbt.

Kampen blev nu en rodet affære med chancer i begge ender.

Først var det FC Midtjylland, der ikke var færdige for i dag, og en bold fra højre side af banen blev flugtet på mål af Tim Janssen. Afslutningen ramte Thorbjørn Holst Rasmussen, der fik eksekveret bolden væk af SIF’ernes straffesparksfelt.

62 minutter inde i kampen var det så SIF’s tur til at have en god mulighed. Saag modtog en god stikning fra Holst, men esteren var ikke direkte nok i sit fremløb mod målet, og det endte med en afslutning lige forbi.

Fem minutter senere havde FC Midtjyllands Rilwan Hassan så en god mulighed, men afslutningen endte et stykke over mål. Samme spiller fik i et angreb lige efter dømt et frispark lige uden for straffesparksfeltet, begået af Holst Rasmussen, der modtog et gult kort for denne tackling. Frisparket blev ligeledes udført af Hassan, men sparket røg forbi.

Debutanter på banen
Omkring halvvejs inde i anden halvleg fik vi så endelig en debutant på banen. Unge Nikolaj Ritter kom ind og fik skabt lidt ravage.

Og et par minutter efter kom der så endnu en debutant ind – den tyske angriber Marvin Pourié blev sat ind i stedet for Kaimar Saag, og ikke længe efter sin indtrædelse på banen havde han en god soloaktion, men han blev skuldertacklet lige før sin endelige afslutning, og mere kom der ikke ud af den situation.

I slutningen af kampen pressede hjemmeholdet på, og det var tydeligt, at de ikke ville acceptere et nederlag. SIF-forsvaret var dog gode til at få headet de bolde væk, som blev lagt ind i feltet.

Pourié gjorde sig positivt bemærket flere gange, og især hans stærke fysik var et af hans vigtige våben, når han skulle erobre boldene. Et minut før kampens slutning fik han lagt en god aflevering til Frank Hansen, der ikke fik kroppen nok ind over bolden, som derfor endte over mål.

Endelig slut – sejr til SIF
Fire minutter efter, at klokken havde rundet de 90 minutter, fløjtede dommer Lars Christoffersen så endelig kampen af, og SIF-tilhængerne kunne ånde lettet op. En perfekt start på Superligasæsonen.

Sejren kom i hus efter en god fighter-indsats og sikkert forsvarsspil, hvor især Thorbjørn Holst Rasmussen gjorde sig godt bemærket med mange gode – og vigtige! – aktioner. Derudover gjorde debutanterne gode figure, og det bliver spændende at følge dem videre hen i sæsonen.

Den store, stygge ulv prustede og pustede, men lige lidt hjalp det de ellers velspillende midtjyder, for Kristian Ipsas røde kort i starten af kampen viste sig at koste dem dyrt. Silkeborg-mandskabet var for godt tømret sammen, og alt i alt udmøntede det sig derfor i en flot arbejdssejr på 2-1, selvom spillet bestemt havde plads til forbedringer.

På lørdag den 23. juli spiller SIF sin næste kamp – denne gang på hjemmebane. Her er det sidste års bronze-vindere, Brøndby IF, der skal besejres. Kampen starter klokken 17.00.

Mål

  • 1-0 Jakob Poulsen (22 str.)
  • 1-1 Kasper Risgård (32)
  • 1-2 Dennis Flinta (58)

Advarsler

  • Kristian Bak Nielsen
  • Jesper Juelsgård
  • Kasper Risgård
  • Frank Hansen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Dennis Flinta

SIF

  • Lasse Heinze
  • Simon Jakobsen
  • Christopher Poulsen
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst (76: Nicolaj Ritter)
  • Jesper Bech
  • Dennis Flinta
  • Kaimar Saag (80: Marvin Pourié)
  • Frank Hansen
  • Kasper Risgård (94: Jesper Mikkelsen)
  • Thorbjørn Holst Rasmussen.

FCM

  • Jesper Juelsgård
  • Jakob Poulsen
  • Tim Janssen (78: Jonas Borring)
  • Kasper Jensen
  • Mads Albæk (73: Jude Nworuh))
  • Kristian Ipsa
  • Adigun Salami (68: Izunna Uzochukwu)
  • Kristian Bak Nielsen
  • Christian Sivebæk
  • Rilwan Hassan
  • Sylvester Igboun.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen