Et mål efter 40 sekunder blev skæbnesvangert for SIF i søndagens opgør mod Hobro. Trods godt spil og tungt pres lykkedes det ikke SIF at ændre 0-1, og dermed rejste gæsterne hjem med alle tre point.
SIF har før spillet dramatiske kampe mod Hobro. Hvem husker ikke maj-kampen fra i fjor, hvor Morten Beck i overtiden sikrede 2-1 sejre til SIF. Eller opgøret i efteråret, hvor Emil Scheel sikrede 2-2. Sådan gik det ikke søndag eftermiddag, hvor kampen blev afgjort allerede efter 40 sekunder med Mikkel Thygesens mål til 1-0 for Hobro. På trods af en god spillemæssig SIF-indsats lykkedes det ikke hjemmeholdet at ændre den stilling, og dermed måtte SIF tilbage i nederlags-sporet med 0-1.
Cheftræner Kim Poulsen havde kun foretaget en enkelt ændring i SIFs startopstilling i forhold til sejren i Randers en uge tidligere. Dennis Flinta var sendt i skammekrogen for at afsone karantæne, og det gav plads til Frans Dhia Putros på højre back-positionen.
Ligesom i forårets første hjemmekamp mod Esbjerg fik SIF en skæv start. Der var ikke spillet mere end 40 sekunder, før bolden lå i nettet bag Thomas Nørgaard. Robert Skov fik dårligt træf på en hovedstødsclearing, så bolden røg ud til en helt fri Mikkel Thygesen, der ikke tøvede mange sekunder inden han halvflugtede bolden utageligt op i det ene målhjørne. SIFernes nyvundne mentale styrke efter Randers-sejren blev således hurtigt sat på prøve.
Solid Hobrodefensiv
  SIF var i fortsættelsen mest initiativrige og truede også Jesper  Rasks mål – dog uden at det for alvor blev farligt. Robert Skov  havde et fladt skud efter et godt træk ind i banen uden at det dog  voldte Hobro-keeperen kvaler. Det var efter 10 minutters spil. Et  par hjørnespark og halvhjertede indlæg var det tætteste, SIF kom på  inden pausen overfor et Hobro-hold, der foran 1-0 kunne spille  kampen på sine præmisser ud fra en solid defensiv satsende på  hurtige omstillinger. Mere end et halvkikset skudforsøg fem  minutter før pausen af Mads Hvilsom blev det dog ikke til for  dagens gæster på Mascot Park.
SIF kom godt ud af kabinen til 2. halvleg og lagde pres på Hobro. Skudforsøg af Emil Scheel og et godt gennembrud af Nicolaj Agger, hvis træk dog blev for langt, gav løfter om en mulig udligning.
Efter knap en times spil sendte Kim Poulsen den tilbagevendte Jeppe Illum på banen. Han erstattede Adeola Runsewe. Det var dog Emil Scheel og Nicolaj Agger i fællesskab, der havde SIFs hidtil største chance i det 63. minut. Scheel forfulgte en høj bold og pressede Jesper Rask i Hobro-målet, så han ikke fik fat i bolden. Nicolaj Agger fulgte op, men hans skud blev blokeret, og riposten røg hen til en Hobro-spiller.
Tungt SIF-pres
  SIFs pres blev tungere og tungere, og Hobro-træner Jonas Dal  reagerede med en defensiv indskiftning, da han sendte den tidligere  SIFer Thomas Hansen på banen som erstatning for Martin Thomsen. Det  var i det 66. minut. På et hjørnespark i den efterfølgende  spilsekvens headede Emil Scheel lige over, og SIFerne blev taktfast  bakket op af fansenes “forza Silke, forza Silke, forza Silkeborg  IF”.
Da der manglede et kvarter foretog Kim Poulsen et dobbeltudskiftning. Ind kom Jens Martin Gammelby og Christian Sørensen, mens Frans Dhia Putros og Robert Skov gik ud.
Selv om SIF-presset blev bevaret, hjalp det dog ikke, og SIF fik ikke denne gang udlignet mod Hobro. Næste kamp spilles på lørdag i Haderslev, hvor SønderjyskE er modstanderen kl. 17.00. Næste hjemmekamp er om to uger, søndag den 22. marts kl. 13.00, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på Mascot Park.
Kampen i tal:
  Alka Superliga, 20. spillerunde, søndag den 8. marts kl. 13.00 på  Mascot Park:
  Silkeborg IF – Hobro IK 0-1 (0-1)
  Mål: 0-1 Mikkel Thygesen (1.),
  Advarsler: Ingen
  Tilskuere: 2.620
  Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Frans Dhia Putros (76.:  Jens Martin Gammelby), Thorbjørn Holst Rasmussen, Simon Jakobsen,  Nicolaj Ritter – Adeola Runsewe (60.: Jeppe Illum), Frank Hansen,  Daniel A. Pedersen, Robert Skov (76.: Christian Sørensen) – Emil  Scheel – Nicolaj Agger.
  Cheftræner Kim Poulsen
  Hobro IK (4-5-1): Jesper Rask – Jesper Bøge, Mads Justesen, Anders  Egholm, Jacob Tjørnelund – Rasmus Lynge Christensen (58.: Mads  Jessen), Martin Thomsen (66.: Thomas Hansen) , Mikkel Thygesen  (78.: Rune Hastrup), Jonas Damborg, Martin Mikkelsen – Mads  Hvilsom.
  Træner: Jonas Dal
Mål
- 0-1 Mikkel Thygesen (1.)
Silkeborg IF (4-4-2)
- Thomas Nørgaard – Frans Dhia Putros (76.: Jens Martin Gammelby)
- Thorbjørn Holst Rasmussen
- Simon Jakobsen
- Nicolaj Ritter – Adeola Runsewe (60.: Jeppe Illum)
- Frank Hansen
- Daniel A. Pedersen
- Robert Skov (76.: Christian Sørensen) – Emil Scheel – Nicolaj Agger. Cheftræner Kim Poulsen
Hobro IK (4-5-1)
- Jesper Rask – Jesper Bøge
- Mads Justesen
- Anders Egholm
- Jacob Tjørnelund – Rasmus Lynge Christensen (58.: Mads Jessen)
- Martin Thomsen (66.: Thomas Hansen)
- Mikkel Thygesen (78.: Rune Hastrup)
- Jonas Damborg
- Martin Mikkelsen – Mads Hvilsom. Træner: Jonas Dal








 
								