26. november 2021

”Enestående – har aldrig prøvet noget lignende”

Cheftræner Kent Nielsen kunne trods mange brændte chancer glæde sig over det ene point fredag aften i Århus – og ikke mindst et helt forrygende kalenderår.

– Det har været et helt enestående år for SIF, og jeg må sige, at jeg har aldrig prøvet noget lignende i min lange trænerkarriere.

Så store ord hev cheftræner Kent Nielsen op ad lommen i omklædningsrummet umiddelbart efter fredagens kamp i Århus, hvor SIF måtte nøjes med det ene point efter stor dominans på bold og antal afslutninger.

– Det blev en ekstremt livlig kamp, hvor der skete ting og sager i begge ender, og ret beset kunne det gå begge veje. Ja, det var velsagtens den mest livlige kamp, vi har spillet. Vi lavede alt for mange fejl i første halvleg og kunne også have været bagud med én mere efter deres kontraløb – men vi fik justeret lidt og sled os ind i kampen, og især efter pausen leverede drengene en meget flot præstation, som godt kunne have fortjent et større udbytte. AGF kom med det pres og den aggressivitet, som vi havde forventet, og vi havde også forventet, at de ville stille sig mere dybt i anden halvleg. Der fik vi skabt mange overtal og gode situationer, og vi fandt både overskud, kræfter og ideer nok til at vinde. Det lykkedes vi desværre ikke med, men samlet set kan vi ikke være decideret utilfredse, fortsatte cheftræneren.

– Vi fik spillet os varme, skilt dem godt ad og skabt en hel masse, så jeg ærgrer mig lidt – men hvis man lige husker det bredere perspektiv, så var det også vigtigt ikke at tabe, og netop den disciplin har vi jo virkelig mestret her i 2021. Vi gik igennem foråret uden at tabe overhovedet, og her i Superligaen er dét kun sket to gange. Vi har været gode til at hele tiden fokusere på den næste kamp, og her står vi så i den øverste halvdel og skal holde vinterpause. Det er helt outstandin, sluttede Kent Nielsen, som også blev behørigt hyldet af de mange SIF-fans efter kampen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen