28. januar 2021

God trænings-test endte med SIF-nederlag

FC Midtjylland vandt torsdag eftermiddag 2-0 på JYSK park over SIF i en træningskamp. Pione Sisto og Luca Pfeiffer scorede kampens mål.

Det blev en både velspillet og tempofyldt test-kamp, som SIF og FC Midtjylland gav hinanden torsdag eftermiddag på JYSK park. Gæsterne fra Herning kunne tage hjem med en sejr på 2-0 skabt på et mål af Pione Sisto i 2. halvleg og Luca Pfeiffer i kampens afslutning, men selv om de sortklædte danmarksmestre havde bolden mest og også spillede sig til de fleste chancer, leverede Kent Nielsens mandskab en fin indsats, der giver optimisme forud for forårspremieren om godt to uger mod Hvidovre.

FC Midtjylland kom med A-kæden, og SIF’s opstilling lignede også noget, der snildt kunne ende med at blive start 11’eren i sæson-premieren mod Hvidovre.

Første chance til Klynge
SIF godt ud og lagde pres på topholdet i 3F Superligaen. Allerede i det 3. minut var Anders Klynge igennem til afslutning, men fik sparket for svagt, så Jesper Hansen kunne gribe. FC Midtjylland bød også ind med et hovedstød ved Luca Pfeiffer, som Patrik Gunnarsson i SIF-målet dog relativt nemt tog sig af.

Gæsterne fra heden begyndte så småt at bide fra sig, og i det 10. minut så man et eksempel på Evanders forfinede teknik, da han snoede rundt med bolden i feltet og fik afviklet et spark mod mål, hvor bolden dog lige sneg sig forbi den ene opstander. Anders Dreyer havde også et godt forsøg, men Patrik Gunnarsson hev en fin redning ud af handsken og parerede bolden til hjørnespark.

Velspillet og chancerig
I den anden ende fyrede Stefan Teitur Thórdarson højrebenet af efter et velopbygget SIF-angreb, men igen stod Jesper Hansen i vejen. Der var gang i en velspillet og chancerig kamp.

Halvlegens største tilbud tilfaldt Luca Pfeiffer, der modtog en bold i flugt-højde mit i feltet. Tyskeren fik også godt træf på bolden, men Patrik Gunnarsson reddede flot med en parade til hjørnespark.

Helenius vekslet med Holten
I pausen trak Nicklas Helenius sig ud og blev erstattet af Emil Holten. Kampbilledet fra 1. halvleg forblev uændret med FC Midtjylland i en kontrollerende rolle og SIF i evig jagt på omstillingsmuligheder. SIF fik således sit første hjørnespark, da der var spillet 53 minutter. Det skete efter en omstillingsmulighed, hvor Alexander Scholz clearede en tværpasning fra Stefan Teitur Thórdarson inden den nåede frem til en fri Emil Holten.

FC Midtjylland kom i front i det 57. minut, da Pione Sisto sparkede en ripost i nettet efter en ellers god clearing på stregen af Tobias Salquist.

Chancerne blev færre i fortsættelsen, men FC Midtjylland var stadig mest på bolden. Pione Sisto havde en mulighed midt i halvlegen efter et SIF-bold-tab midt på banen, men målscoreren til 0-1 sendte bolden forbi, og dermed blev Luca Pfeiffers mål til 2-0 i det 84. minut kampens sidste. .

Kampen i tal:
Træningskamp, torsdag 28. januar 2021 kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Midtjylland 0-2 (0-0)
Mål: 0-1 Pione Sisto (57.), 0-2 Luca Pfeiffer (84.)
Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson – Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Joel Felix, Gustav Dahl (79.: Svenn Crone) – Anders Klynge (72.: Nicklas Røjkjær), Mads Brink, Stefán Teitur Thórdarsson (58.: Sebastian Jørgensen) – Nicolai Vallys, Magnus Mattsson (79: Pelle Mattsson) – Nicklas Helenius (46.: Emil Holten).
FC Midtjylland (4-2-3-1): Jesper Hansen – Dion Cools, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho – Jens-Lys Cajuste,  Frank Onyeka – Anders Dreyer, Evander, Pione Sisto (71.: Frederik Heiselberg) – Luca Pfeiffer.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen