7. april 2023

Første SIF-mål: “Fantastisk foran fansene”

Det var en stolt Alexander Busch, der efter Sønderjyske-kampen kunne fejre et videre avancement i pokalturneringen, første mål i SIF-trøjen samt en fortsat stime som ubesejret.

– Vi spillede ikke særlig godt i 1. halvleg, hvor vi gav for mange chancer væk og ikke var skarpe nok i offensiven, hvor vi smed for mange unødvendige bolde væk. Dog synes jeg, at vi spillede en rigtig god 2. halvleg, hvor vi bevarede roen hele vejen. Vi vidste, at vi skulle gøre det bedre i 2. halvleg, hvis vi skulle videre til semifinalen, og det gjorde vi.

– Vi troede på, at vi kunne komme tilbage, selvom vi var lidt rystede efter 1. halvleg, hvor vi ikke spillede op til vores bedste, lød det indledningsvis fra en tilfreds Alexander Busch, inden han kommenterede på, hvordan SIF’erne havde forberedt sig på et Sønderjyske-mandskab i fremgang.

– Vi havde forberedt os på, at Sønderjyske ville presse os og spille med høj intensitet for at få os til at lave fejl i opspillet. Det lykkedes de med i 1. halvleg, mens det i 2. halvleg blev bedre fra vores side.

– Jeg ved ikke, hvorfor det ikke hang sammen i 1. halvleg, men det er også charmen ved pokalfodbold. Nogle gange møder man et hold fra en lavere rangerende række, og så overrasker de, lød det fra Busch, inden han glædeligt konstaterede, at han stadig er ubesejret i SIF-trøjen, mens også det første mål i SIF-trøjen fik et par ord med på vejen.

– Det er selvfølgelig fedt, at jeg stadig er ubesejret i SIF-trøjen, men i sidste ende er det udelukkende fordi, at jeg har nogle dygtige holdkammerater, som gør det nemt for mig at komme ind på holdet og præstere.

– Mit første mål i SIF-trøjen blev naturligvis prikken over i´et. Det betyder meget at have scoret mit første mål for Silkeborg, og at gøre det foran alle fansene er endnu mere fantastisk, lød det afslutningsvis fra en glad og stolt Alexander Busch.

Læs meget mere om sejren over Sønderjyske her.

Du kan også læse et interview med Kent Nielsen, der var rigtig godt tilfreds med præstationen i 2. halvleg i pokalkvartfinalen.

Interview: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen