19. september 2010

Første sejr i hus

Endelig! Silkeborg IF vandt søndag sæsonens første sejr, da OB blev sendt hjem fra Silkeborg Stadion med 3-1. Jesper Bech scorede kampens første mål og spillede en forrygende kamp som hængende angriber.

Silkeborg IF skulle søndag forsøge at fortsætte de gode takter fra midtugens pokalkamp og 2-2 kampen i Parken i sidste weekend.

Kaimar Saag måtte melde afbud til kampen med voldsom tandpine, og derfor var der igen blevet plads til Rajko Lekic på pladsen helt i front. Og så var Jim Larsen blevet sin karantæne kvit, og han var derfor i midterforsvaret sammen med Thorbjørn Holst Rasmussen.

Det gav en startformation med Lasse Heinze på mål og et forsvar fra højre med Dennis Flinta, Thorbjørn Holst Rasmussen, Jim Larsen og anfører Henrik "Tømrer" Pedersen.

Midtbanen så ud, som den har gjort længe – med Martin Svensson, Frank Hansen, Martin Ørnskov og Christopher Poulsen.

Helt i front lå den giftige angrebsduo, Jesper Bech og Rajko Lekic.

Drømmestart – igen!
Allerede indenfor der første minut fik Silkeborg IF tilspillet sig et hjørnespark, som der desværre ikke kom noget ud af. Lidt tættere kom SIF et par minutter senere, da Rajko Lekic blev noteret for kampens første afslutning. Hans skud havde ikke meget saft og kraft, men Roy Caroll måtte alligevel ud i fuld længde for at redde bolden.

Men der skulle kun gå endnu et minut, før Silkeborg IF fik en sand drømmestart. Christopher Poulsen fik et skud blokeret i feltet, som havnede hos Jim Larsen, der viste flot overblik og lagde bolden tilbage til Jesper Bech, som kunne sætte en inderside på bolden og give Silkeborg IF en drømmestart – nøjagtig som det var tilfældet i onsdags i pokalkampen imod B93.

Fantastisk start af hjemmeholdet i det flotte vejr på Silkeborg Stadion!

OB med to store chancer
OB kom bedre med i kampen efter føringsmålet, selvom odenseanerne stod lidt lavt i banen.

Andreas Johansson fik en stor chance, da han satte foden på et indlæg, men Lasse Heinze var vågen og fik lige nøjagtig lappen på bolden, og vippede bolden til hjørne.

Kort efter var det den unge Baskim Kadrii, der var på spil foran Silkeborgs mål, men forsvaret holdt stand.

Udligning af Utaka
Men SIF var absolut ikke færdige med at producere chancer. Hjemmeholdet udnyttede, at OB til tider stod lavt og passivt, og det gav muligheder for at bygge spillet op. Det udmøntede sig midtvejs i første halvleg til et gevaldigt drøn fra Henrik ”Tømrer” Pedersen, men bolden sneg sig lige over Roy Carolls mål.

Flot spil af hjemmeholdet, men der skulle bare gå et minut, før det blev ødelagt af en udligning. Andreas Johansson fik for meget plads i OBs højre side, og han  lagde et indlæg ind til Gislason, som headede ind til Utaka – der lidt for nemt kunne sende bolden i nettet til 1-1.

Jimbojetten var flyvende
Ærgerlig udligning, for hjemmeholdet var eller kommet rigtig godt ud af starthullerne. Men skidt pyt, syntes SIF-spillerne at tænke, for de røde skulle kun bruge to minutter på at bringe sig i front igen.

Efter et af mange SIF-hjørnespark hoppede Jim Larsen et hoved eller to over alle andre og smækkede bolden i kassen. ”Jimbojetten” er enehersker, når bolden er oppe i de højeste luftlag, og denne gang gav det nok en SIF-føring. 2-1 til Troels Bech og co., og det var der ikke noget som helst at indvende imod.

Det var ganske enkelt forrygende spil og underholdning, som ikke mindst Silkeborg IF gav publikum på Silkeborg Stadion på dette tidspunkt.

Poulsen ud efter albue i hovedet
Efter en halv times spil måtte Christopher Poulsen lade sig udskifte, efter han fik en albue i smækket lige ind på siden af hovedet og måtte køres væk i ambulance. Efterfølgende undersøgelser viste, at Poulsen brækkede kindbenet i duellen med Anders Møller Christensens albue, og vi må nu afvente de næste dages meldinger, før det kan konstateres, hvor længe Poulsen holdes ude. Christian Holst overtog pladsen på venstre fløj.

Hjemmeholdet viste generelt et flot pasningsspil og spillede med den selvtillid, som man også så prøver på i Parken for en uge siden. Frank Hansen havde et flot langskud, som Roy Caroll fik vippet til hjørne, og Rajko Lekic havde seks minutter før pausen en god afslutning.

Utaka med friløber – Heinze med klasseredning
Anden halvleg åbnede med lidt andre boller på suppen end i første halvleg. OB lå højere på banen, og allerede inden for det første minut fik målscorer Peter Utaka en friløber imod Lasse Heinze. Men SIF-målmanden er ekspert i den slags situationer og parerede bolden, og på riposten stod Jim Larsen i vejen for skudet.

Gigantisk dobbeltchance til udeholdet, men faren drev heldigvis over.

Det var tydeligt at se, at OB havde fået at vide, at de skulle længere frem på banen, og den strategi lykkedes i de første ti minutter, hvor SIF var lidt på hælene.

Men så holdt OBs taktik heller ikke længere, for hjemmeholdet kom lige så stille bedre med i kampen igen. Pasningsspillet på midten af banen flød til tider smukt, uden at det dog blev til chancer.

Største mulighed opstod på et direkte frispark – hvor Chris Sørensen burde havde fået sit andet gule kort – men Martin Ørnskov sparkede et godt stykke over mål.

Jesper Bech i topform
Jesper Bech havde en af sine rigtig gode dage, hvor han fungerede eminent som det offensive bindeled imellem midtbane og angreb.

Også Martin Svensson viste tegn på sine unikke kvaliteter i gennembrudsspillet. Midt i anden halvleg tog han et fantastisk ridt op ad banen og vristede Andreas Johansson af sig, inden han kom til afslutning i feltet.

Kampen var på dette tidspunkt gået ind i en fase, hvor ingen af holdene rigtigt spillede sig frem til noget.

Langskudsmål af Holst
Og bedst, som kampen stod i stampe, vækkede Christian Holst alle mand på stadion. Han tilkæmpede sig bolden et stykke uden for feltet, tog et par træk og hamrede bolden fladt imod venstre hjørne. Og selvom bolden ikke fik særlig meget kraft, blev det for yderligt for Roy Caroll – og bolden gik ind helt nede ved stolpen.

Dejlig enmandspræstation af Christian Holst, som ellers havde været lidt på hælene efter sin indskiftning i første halvleg.

Kort efter forlod Rajko Lekic banen til klapsalver. og Thomas Hansen kom på banen. Det gav et par ændringer på banen, da Thomas Hansen indtog højre fløj, og Martin Svensson gik op på toppen lige foran Jesper Bech.

Svensson-drøn
OB lagde efterhånden pres på hjemmeholdet uden de dog kom frem til oplagte scoringsmuligheder.

Martin Svensson var derimod tæt på i den anden ende, da Thomas Hansen fra sin uvante position på højre fløj gik til baglinjen og lagde bolden tilbage til Svensson, som knaldede bolden mod OBs mål – men Caroll var vågen ved forreste stolpe.

Debut til Skibsted
Kort før slutfløjtet kunne Simon Skibsted krydre en god uge, da han fik debut i Superligaen efter, at Martin Svensson blev skiftet ud. Skibsted scorede i onsdags i pokalkampen imod B93, og det gav altså debut i Superligaen denne søndag. Han gik direkte op i angrebet.

OB havde i slutminutterne et frispark direkte på mål, men storholdet fra Fyn formåede aldrig rigtigt at lægge et pres. Sejren var aldrig i fare, og tilskuerne på Silkeborg Stadion var da også oppe at stå og klappe taktfast ned imod de røde helte.

Næste kamp for Silkeborg IF er næste søndag på Brøndby Stadion.

Mål

  • 1-0 Jesper Bech (5)
  • 1-1 Peter Utaka (26)
  • 2-1 Jim Larsen (28)
  • 3-1 Christian Holst (74)

Advarsler

  • Martin Svensson
  • Chris Sørensen
  • Martin Ørnskov
  • Henrik “Tømrer” Pedersen
  • Hans Henrik Andreasen
  • Atle Roar Håland

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Jim Larsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Henrik ”Tømrer” Pedersen
  • Martin Svensson (88: Simon Skibsted)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Christopher Poulsen (32: Christian Holst)
  • Jesper Bech
  • Rajko Lekic (76: Thomas Hansen).

OB

  • Roy Caroll
  • Espen Ruud
  • Atle Roar Håland
  • Anders Møller Christensen
  • Chris Sørensen
  • Rurik Gislason
  • Eric Djemba-Djemba (64: Henrik Toft)
  • Hans Henrik Andreasen
  • Bashkim Kadrii (74: Oliver Feldballe)
  • Andreas Johansson
  • Peter Utaka.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen