17. oktober 2022

Flot U17-sejr over Horsens

Sebastian Biller scorede dobbelt, da Silkeborg IFs U17-mandskab i weekenden besejrede Horsens med 3-1. U19 spillede uafgjort mod de gule, mens U15 nappede en 5-0 sejr. Læs referater fra U-eliten her.

U19: Silkeborg IF – AC Horsens 1-1 (1-1)
Mål SIF: Asbjørn Bøndergaard

– Vi kom foran efter ca. 20 minutter, da Marcus Baggesen brød igennem på siden og fandt Asbjørn Bøndergaard foran mål. Horsens udlignede på et hjørne efter 35 minutter. I 2. halvleg var vi mest på bolden, men de havde også deres muligheder efter omstillinger og standarder. Ingen af holdene kunne dog score yderligere, så vi endte i straffe. Her sparkede vi godt og fik et ekstra point. Det var en kamp med stor overvægt af boldbesiddelse, men jeg synes ikke, at vi forvaltede det særligt godt. Vi spillede med for lidt bevægelse og tempo og havde derfor svært ved at skabe chancer. I næste uge har vi dobbeltkamp igen, når Union Berlin og FCM kommer på besøg henholdsvis onsdag og lørdag, siger U19-cheftræner Jesper Mikkelsen.

Se SIFs mål fra kampen her


U17: Silkeborg IF – AC Horsens 3-1 (1-1)
Mål SIF: William Faber, Sebastian Biller x 2

– Kampen forløb lidt som forventet ved, at det var os, som havde bolden mest, mens Horsens ville være farlige på deres omstillinger og deres direkte spil op til de to angribere. 1.halvleg kunne godt have endt 3-3, da begge hold havde store chancer. Vi var lidt utilfredse med vores omstillingsspil defensivt, da de kom alt for nemt til muligheder. Vi manglede kynisme i de defensive dueller. Offensivt manglede vi også den sidste kvalitet for at komme frem til flere chancer mod et kompakt Horsens-hold i deres 5-3-2/5-4-1. 2.halvleg var lidt en kopi af 1.halvleg, dog uden de store chancer til Horsens på omstillinger. En udmærket kamp, hvor vi fik arbejdet med vores gennembrudsspil mod et lavt forsvarende hold plus afslutningsspillet, fortæller U17-cheftræner Kim Leth Andersen.


U15: Silkeborg IF – AC Horsens: 5-0 (0-0)
Mål: Mads Jørgensen, August Skyttehave, Kevin Knudsen x 2, Marius Kristensen

– Det var en ret lige 1. halvleg, hvor vi havde svært ved at producere chancer, og hvor vi manglede den sidste energi i erobringsspillet. Derfor blev det også uden mål, men det fik vi ændret på efter pausen. Mads Jørgensen tilkæmpede sig inden for fem minutter to frispark på kanten af feltet. Det første sparkede August Skyttehave på stolpen, og så kunne Mads Jørgensen følge op på riposten og trille den i mål. August scorede til 2-0 direkte på frispark nr. 2. Otte minutter inde i 2. halvleg blev det 3-0, da Kevin Knudsen dirigerede et indlæg fra Johannes Albertsen i kassen efter flot opspil. Marius Kristensen udbyggede til 4-0 efter en flot solotur, mens Kevin Knudsen sluttede med 5-0-scoringen – igen efter indlæg fra Johannes. Det var en flot 2. halvleg, hvor vi var langt mere i kontrol både med og uden bold. Det løftede os, at vi startede godt med tidlige mål. Vores spil med bolden var fornuftigt, og vores indsats i presset blev løftet markant., lyder det fra U15-træner Peter Ager.

Se SIFs mål fra kampen her.

 

U14: Herning Fremad -Silkeborg IF 6-1 (4-0)
Mål SIF: Frederik Ibsen

– Vi blev kvast i modstandernes hidsige presspil i starten af kampen og blev prompte straffet med 3 tidlige mål imod. Derfra fandt vi mange fine løsninger i opspillet – og med lidt bedre sans for at vælge de rigtige bolde i vores gennembrudsspil, kunne vi også have truet modstandernes mål noget mere. Halvlegens sidste spark blev desværre til en ny scoring imod som følge af en nedfaldsbold i feltet, som modstanderne kom først på. Vi snakkede om at holde fast i de fine spillemæssige momenter i 2. halvleg – og forsøge at lade måltavlen slippe for opmærksomhed. Begge dele lykkedes drengene fint med. Også selv om 2. halvleg startede med en ny scoring imod efter et boldtab, hvor vi var på vej fremad. Sidenhen spillede vi fint med og Frederik Ibsen scorede til 5-1 efter et flot angreb, inden værterne lukkede med et nyt mål til 6-1. Alt i alt godt at se drengenes reaktion på modgangen og de spillemæssige takter i kampens sidste 50 minutter, siger U14-træner Peder Henriksen.


U13: Herning Fremad – Silkeborg IF 6-5 (3-3)
Mål SIF: Alexander Nysom x 2, Alexander Hansen x 2, Kristian Bloch.

– Vi spillede en rigtig god kamp mod et stærkt Herning Fremad-hold. Sidste møde endte 10-1 til dem, men i dag blev en anden forestilling. Vi kom ret hurtigt bagud 2-0 og så noget nervøse ud, men drengene kom stærkt igen, og vi fik sat et ret effektivt og højt pres ind og kom foran 3-2, indtil Herning Fremad fik udlignet til 3-3 inden pausen. Vi fik igen lagt et godt tryk på Herning F. og kom også foran 5-4 efter flere velspillede muligheder, gode omstillinger og godt pres. Men de sidste 10 min. blev vi lidt for “skræmte” og kom ikke rigtig frem med holdet, og det udnyttede Herning Fremad to gange, og vi kunne derfor ikke komme derfra med et point, som jeg mener vi havde fortjent. Vi kom ud med et sejt og fedt holdudtryk i dag og viste vores værdier på flere parametre i dag. Drengene udvikler sig hele tiden, og i dag ser vi effekten af en god og sund træningskultur, som U13-årgangen skaber dagligt i klubben, lyder det fra U13-træner Nick Sønderskov Hansen.

Se SIFs mål fra kampen her.

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen