27. marts 2018

Flot Mattsson indhop i dansk EM-skuffelse

Flot Mattsson indhop i dansk EM-skuffelse

Danmark måtte nøjes med et uafgjort resultat i den sidste EM-kvalifikationskamp. Dermed ender Danmark på andenpladsen i gruppen, og må vinke farvel til U19 EM-slutrunden.

Danmarks U19-landshold havde chancen, men greb den ikke, da holdet tirsdag eftermiddag spillede sin sidste kvalifikationskamp i Elite Round om at komme med til EM-slutrunden i Finland til sommer.

Holdet vidste på forhånd, at det formentlig var nødvendigt med en sejr på to eller flere mål, hvis holdet skulle have en realistisk chance for at kvalificere sig. Tyrkiet lå nemlig nummer et i puljen med en bedre målscore og skulle i deres sidste kamp møde Bosnien, som havde tabt deres to indledende kampe og derfor allerede var ude.

Efter blot elleve minutter af de to kampe, var det da også Tyrkiet, som kom på 1-0 på kunstgræsbanen ved Vorup få kilometer udenfor Randers. På JYSK park forsøgte Danmark at skabe spillet, men holdet havde svært ved at kontrollere kampen. Efter en halv time fik Danmark dog endelig skabt en mulighed, da Jens Odgaard kom alene igennem. Inter-spilleren var igen sikkerheden selv, og scorede for tredje kamp i streg. Et par minutter efter kom Bosnien overraskende på 1-1, og så var det pludselig Danmark, som var videre. Kort inden pausen fik tyrkerne dog scoret igen, og så var Danmark tilbage i den jagtende rolle.

Et chanceorgie

Danmark startede anden halvleg godt ud, og fik lagt et tungt pres på østrigerne. Derfor var det en kæmpe bét, da østrigerne fik scoret på et kontraangreb efter tolv minutter af anden halvleg. Det skete i en situation, hvor Danmark sekunder forinden havde følt sig snydt for et frispark på kanten af feltet.

1-1 kunne hverken Østrig eller Danmark bruge til noget som helst. På banen kom Magnus Mattsson, og så skete der ting og sager. Den offensive midtbanespiller tog straks styringen med den danske offensiv, og satte flere gange sine medspillere op til store chancer. Men ind ville bolden ikke. Adskillige kæmpe chancer blev misbrugt, og så begyndte tiden at blive en faktor. I det 79. minut fik Mattsson tilkendt et straffespark, efter han havde modtaget bolden i feltet og med en fiks dribling fik sat sin direkte mand, som i stedet kom for sent med sin tackling. Fra 11-meteren var FCKs Jonas Wind sikker, og så var Danmark foran 2-1.

Stillingen i den anden kamp var stadig den samme, og derfor skulle Danmark bruge et ekstra mål for at komme videre. Der blev satset offensivt, men spændingen nåede aldrig rigtig at peake, da Østrig kort tid efter scoringen udnyttede pladsen i den danske defensiv og straffede Danmark på en kontra. 2-2 resultatet kunne ingen af holdene bruge. Danmark fortsatte med at misbruge chancer, og så endte det med et 2-2 resultat. Et resultat som sender Tyrkiet videre, da tyrkerne vandt deres kamp med 2-1. En stor skuffelse for det danske mandskab, som havde mulighederne i en kamp, hvor SIFs Jeppe Okkels så hele kampen fra bænken af.

Kampen i tal:
UEFA Elite Round, pulje 7, runde 3 tirsdag 27. marts på JYSK park:
Danmark – Østrig 2-2 (1-0)
Mål: 1-0 Jens Odgaard (31.) 1-1 Anthony Schmid (57.) 2-1 Jonas Wind (str, 79.) 2-2 Kelvin Arase (82.)
Advarsler: Andreas Poulsen (57.), Victor Torp (59.), Mads Bech Sørensen (60.), Christoph Baumgartner (77.), Lukas Malicsek (90+2.)
Tilskuere: 581
Danmark (4-2-3-1): Oscar Snorre – Mads Roerslev, Luka Racic, Mads Bech Sørensen, Andreas Poulsen – Magnus Kofod Andersen, Victor Torp (Morten Hjulmand, 87.) – Carlo Holse, Jonas Wind, Mikkel Damsgaard – Jens Odgaard
Træner: Henrik Clausen
Østrig (4-3-3): Christopher Giuliani, Alexander Burgstaller,  Leonardo Zottele, Valentino Müller, Christoph Baumgartner, Dominik Fitz (46. Kelvin Arase), Lukas Malicsek, Anthony Schmid, Patrick Obermüller, Nicolas Meister (68. Florian Fischerauer), Romano Schmid (90. Nemanja Celic)
Træner: Martin Scherb

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen