20. juni 2019

Fire nye trænede med på første træningsdag

Fire nye trænede med på første træningsdag

Kent Nielsen stod i spidsen for SIF-træningen for første gang torsdag formiddag. Han kunne byde velkommen til fire nye ansigter – og 21, der var tilbage efter ferie.

Fire nye ansigter på JYSK park. Fra venstre: Gregers Arndal-Lauritzen på testophold, Magnus Dalsgaard, ny målmand fra U19-holdet, Mads Kaalund, hentet i Nykøbing FC og Emil Holten, ligeledes fra Nykøbing FC.

Torsdag formiddag gik forberedelserne til den kommende superliga-sæson i gang for SIF’s spillertrup. 21 spillere vendte tilbage efter to ugers ferie, og fire nye ansigter var også mødt op på den første arbejdsdag med træner Kent Nielsen som ny chef.

For Kent Nielsen var der tale om en ganske særlig dag, da han efter den længste sabbat i sin træner-karriere igen var klar til at stå i spidsen for et fodboldhold. I det seneste år har han været gennem en kompliceret ankeloperation og efterfølgende genoptræning. Men nu er han kampklar igen.

– Ja, jeg har jo gået og ventet længe, så jeg er glad for at være igang igen. Det har været fint at følge med fra sidelinien, men jeg er også en træner-type, der skal have hænderne ned i den daglige træning for at fungere, så jeg er glad for at være igang igen. Det har jeg glædet mig til, sagde Kent Nielsen efter dagens og karrierens første træning i SIF.

De fire nye
De fire nye var midtbanespilleren Mads Kaalund og angriberen Emil Holten, der begge er hentet i Nykøbing FC og ansat på tre-årige kontrakter. Desuden er U19-målmand Magnus Dalsgaard blevet indlemmet i SIF’s målmandsteam, der dermed består af førstemålmand Oscar Hedvall, målmandstræner Thomas Nørgaard, der er skiftet fra spiller- til trænerside og altså talentfulde Dalsgaard. Den sidste nye i flokken er Gregers Arndal-Lauritzen, venstre back der har kontraktudløb i AC Horsens og derfor er på jagt efter en ny arbejdsgiver. Han får lov at vise sig frem i SIF i den kommende tid på et prøvetræningsophold.

De nye og “gamle” var under den godt halvanden time lange trænings-session igennem en yoyo-test for at teste formen efter ferien, hvorefter der var lidt forskellige boldøvelser inden formiddagens sesseion blev afsluttet med spil til to mål på halv bane.

Yoyo-test, forskellige boldøvelser og spil til to mål på halv bane var formiddagens trænings-indhold. Foto: Ulla Myrhøj.

“SIF var (i sidste sæson) gode offensivt – og dér skal vi blive endnu bedre samtidig med, at vi også skal lægge på defensivt.”

Kent Nielsen, SIF-træner.

Foto: Ulla Myrhøj

Spændende proces for Kent Nielsen
Han lagde ikke skjul på, at det havde været en spændende proces at følge SIF gennem sæsonen velvidende at han skulle overtage holdet uanset om det hed 1. division eller Superliga.

– Det har jeg selvfølgelig været afklaret med. Trænerarbejdet er jo i og for sig det samme, uanset om det havde været 1. division eller som nu Superliga. Det er opmærksomheden fra omgivelserne, der er den helt store forskel, og så ønsker alle jo, om de er spillere eller trænere, at prøve sig selv af på højest mulige niveau. Derfor har jeg på afstand fulgt med, og det blev jo meget spændende til sidst. Heldigvis var det SIF, der havde marginalerne på sin side, og det var ikke kun held. SIF havde den x-factor med spillere, der “shinede,” når der var brug for det, der skal til for at rykke op. SIF var gode offensivt – og dér skal vi blive endnu bedre samtidig med, at vi også skal lægge på defensivt, lød det fra Kent Nielsen, der dermed også lagde retningen for de kommende ugers arbejde inden sæsonpremieren på udebane mod Brøndby 14. juli.

Spillerne var ud over formiddagens træning også igennem et styrke-trænings-program torsdag eftermiddag. Forude venter i alt 23 træninger og tre træningskampe inden det er alvor mod Brøndby.

Se SIF’s træningsplan her.

Se mere om SIF’s træningskampe her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen