5. februar 2022

Fin testsejr over SønderjyskE

Rasmus Carstensen sørgede for en flot assist til Nicklas Helenius, der stod for kampens eneste scoring, da Silkeborg IF lørdag slog SønderjyskE i ganske overbevisende stil.

Fin testsejr over SønderjyskE

Rasmus Carstensen sørgede for en flot assist til Nicklas Helenius, der stod for kampens eneste scoring, da Silkeborg IF lørdag slog SønderjyskE i ganske overbevisende stil.

SIF tog lørdag imod SønderjyskE i vinterens fjerde træningskamp på et koldt, men solbeskinnet JYSK park.

Cheftræner Kent Nielsen havde valgt en startopstilling med den nyslåede nummer 1, Nicolai Larsen, på målet bag en forsvarskæde med Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, André Calisir og Lukas Engel. Midtbanen blev udgjort af Mark Brink bag Anders Klynge og Andreas Oggesen, mens Nicolai Vallys, Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius udgjorde VHS-trioen i front.

Fremstormende Engel
Kampen begyndte med fin intensitet, og især gæsterne fra SønderjyskE gik aggressivt til opgaven, hvilket stressede SIFerne til en del fejlafleveringer.

Første chance opstod i det 8. minut, da Nicolai Vallys flot fandt en fremstormende Lukas Engel i dybden i gæsternes felt, og Engel centrede på tværs mod Sebastian Jørgensen – men bolden blev blokeret og dansede forgæves lidt foran målstregen.

Den chance satte SIFerne bedre i gang med spillet, og nu begyndte kombinationerne at sidde markant bedre – og SIF var konstant på kuglen uden dog at generere flere chancer i denne fase.

Nydeligt angreb
Endnu en chance opstod dog i det 25. minut, da et flot angreb via Andreas Oggesen og Anders Klynge landede i højresiden hos Rasmus Carstensen, der centrede hårdt på tværs – hvor Nicklas Helenius var lige ved at nå frem til bolden på kanten af det lille felt. Nydeligt angreb og tæt på SIF-scoring.

Andreas Oggesen modtog en stempling på låret lige på kanten af feltet efter 32 minutter, og så var der frispark i en meget gunstig situation. Nicklas Helenius klappede til kuglen, men måtte se sit skud blive blokeret i muren.

Første halvlegs sidste kvarter blev lige som i indledningen igen rent spillemæssigt lidt løst fra begge holds side, men intensiteten var høj – og det kunne godt mærkes, at forårspremieren nærmer sig for begge mandskaber. Der blev gået til den i duellerne, og især SønderjyskE begik en stribe halvhårde frispark.

Helenius til 1-0
Nicklas Røjkjær blev skiftet ind fra anden halvlegs start, da han erstattede Lukas Engel på venstre back. Men det var fra højresiden, at halvlegens første chance opstod, da et trademark Rasmus Carstensen-indlæg igen kun manglede få centimeter fra at ramme Nicklas Helenius i glidende fremspring centralt.

Men efter 52 minutter kom så scoringen, da samme opskrift i højresiden denne gang lykkedes. Rasmus Carstensen satte sin oppasser med et flot gennembrud, og denne gang ramte han Helenius, som tog et touch og drejede rundt – og klappede bolden flot i nettet til 1-0.

To minutter senere var det tæt på at blive 1-1 i den anden ende, da SønderjyskE for første gang kom til afslutning, men det var til gengæld også tæt på. Et fremragende Emil Holm-indlæg blev mødt af en flyvende Peter Christiansen, som headede, men Nicolai Larsen reddede i fin stil.

Tæt på 2-0
SønderjyskE skiftede tre spillere i det 62. minut. Kampens status på dette tidspunkt var igen, at SIF sad på langt det meste, mens gæsterne havde svært ved at sætte ret meget sammen. Til gengæld var de fortsat hårde og hidsige i duellerne – og gik med jævne mellemrum et stykke over stregen i nærkampene.

I det 74. minut var det tæt på at blive 2-0, da Sebastian Jørgensen modtog bolden på kanten af feltet fra Andreas Oggesen. Jørgensen satte sin oppasser med en smart vending, og med højrebenet skød han snert forbi.

Det blev sidste aktion for Sebastian Jørgensen, som sammen med målscorer Nicklas Helenius blev pillet ud og erstattet af Søren Tengstedt og Frederik Carstensen med et kvarter igen.

SønderjyskE forsøgte at etablere mere pres mod SIF-målet i den sidste fase af kampen, men truede aldrig rigtigt Nicolai Larsen og den øvrige SIF-defensiv.

Og dermed løb tiden ud på JYSK park med facit 1-0 til SIF efter en udmærket træningskamp med flere gode momenter – og en fuldt fortjent sejr.

Med kun 15 dage til forårspremieren mod Vejle Boldklub i 3F Superligaen resterer nu kun en enkelt træningskamp – den spilles hjemme på JYSK park på fredag den 11. februar klokken 14.00 mod Fremad Amager.

Træningskamp, 5. februar 2022, JYSK park
Silkeborg IF – SønderjyskE 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 Nicklas Helenius (52)

 

SIF: Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, André Calisir, Lukas Engel (46: Nicklas Røjkjær), Mark Brink, Anders Klynge, Andreas Oggesen, Nicolai Vallys, Sebastian Jørgensen (76: Søren Tengstedt), Nicklas Helenius (76: Frederik Carstensen).

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.08. kl. 14.00
Scroll til toppen

Menu