21. april 2019

Effektive SIF sejrede i Hvidovre

Effektive SIF sejrede i Hvidovre

SIF udnyttede sine chancer søndag eftermiddag i Hvidovre, og det rakte til en sejr på 2-0. Anders Hagelskjær og Ronnie Schwartz stod for målene.

SIF holder sig til i toppen af NordicBet Ligaen. Michael Hansens mandskab vandt en vigtig udesejr på 2-0 i Hvidovre på mål af Anders Hagelskjær og topscorer Ronnie Schwartz, og da Næstved og Viborg samtidig spillede 1-1, ligger SIF og Viborg side om side med Næstved tre point efter. Kampen i toppen er dog så tæt, at vinder Næstved sin udsatte kamp mod HB Køge i midtugen, er sydsjællænderne a point med både Viborg og Silkeborg.

SIF stillede op med to ændringer i startopstillingen i forhold til seneste kamp 10 dage tidligere – 1-3 kampen mod Næstved. Frederik Møller var med fra start i skadede Simon Jakobsens fravær, og på højrekanten havde Stephan Petersen fået valg efter at Rasmus Carstensen måtte trække sig ud med en skade dagen før kampen. Desuden bemærkede man også, at Mads Emil Madsen for første gang bar anførerbindet.

Hagelskjær skaffede drømmestart til SIF
SIF fik en drømmestart og kom foran 1-0 efter knap seks minutters spil. Efter serier af hjørnespark uden resultat i de seneste kampe sad opgørets første forsøg fra hjørnet lige i skabet. Anders Hagelskjær samlede riposten op og sparkede fladt mod mål, hvor han og holdkammeraterne kunne se bolden gå i mål via målmand Filip Djukic’ handsker.

Efter den gode SIF-start kom hjemmeholdet bedre med i kampen og spillede sig også frem til enkelte chancer. Midtvejs i halvlegen fik den tidligere SIF’er, Nicolaj Agger, en hovedstødsmulighed, men fri tæt under mål headede han forbi den ene stolpe. Efter knap en halv time kom Christopher Østberg frem til endnu en stor hovedstødschance til hjemmeholdet. Denne gang klarede Oscar Hedvall paragrafferne ved at vippe bolden over mål til hjørnespark.

Ronnie-mål annulleret
Midt i Hvidovres gode periode lykkedes det SIF at få bolden i mål. Jeppe Okkels sendte Ronnie Scwartz afsted i dybden, og SIF-topscoreren sparkede bolden under Hvidovre-målmand Filip Djukic. Målet blev dog underkendt for offside.

SIF fik endnu en stor chance kort efter, da Ronnie Schwartz og Stephan Petersen pressede højt, erobrede bolden og skabte frit løb til Stephan Petersen, der dog misbrugte den store chance. Det var dog kun en stakket frist for hjemmeholdet, for sekunder senere slap Ronnie Schwartz fri, og alene med målmanden svigtede den hårdsparkende topscorer ikke. Han sendte bolden fladt i nettet til sit 16. ligamål i denne sæson. Hvidovre havde haft bolden mest, men SIF havde haft effektiviteten.

Fra 2. halvlegs start satte SIF sig på kampen og kom også frem til chancer. Den største i indledningen kom efter en time, da en hjørnesparks-bold passerede igennem det lille felt. Ronnie Schwartz var over den som en målræv, men kiksede sit spark, så bolden fortsatte gennem feltet.

Debut til Mattsson den Yngre
Efterhånden som halvlegen skred frem, pressede Hvidovre på for reducering, mens SIF trak sig hjem i forsvaret af føringen. Det blev til et enkelt oplagt tilbud – et hovedstød af Frederik Emil Andersen efter hjørnespark – men SIF’erne afværgede på stregen, og så kunne SIF trække sig ud med en relativt sikker 2-0 sejr.

I kampens afslutning kom Pelle Mattsson på banen, og dermed kunne Mattsson den yngre gå ud af en begivenhedsrig uge med både debut på landsholdet (U19) og på SIF’s bedste hold.

SIF spiller igen om en uge, hvor FC Helsingør kommer på besøg på JYSK park. Der er kampstart kl. 13.45. Køb billet til kampen her.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 27. spillerunde, søndag 21. april kl. 13.45 på Kæmpernes Arena i Hvidovre:
Hvidovre IF – Silkeborg IF 0-2 (0-2)
Mål: 0-1 Anders Hagelskjær (6.). 0-2 Ronnie Schwartz (40.)
Advarsler: Kim Aabech, Hvidovre, Oscar Hedvall, SIF.
Tilskuere: 865
Hvidovre IF (4-4-2): Filip Djukic – Emil Vatani, Malte Kiilerich, Mike Mortensen, Magnus Fredslund – Nikolaj Agger, Christopher Østberg (72.: Frederik Emil Andersen), Nicklas Bjerre Schmidt, Marcus Mølvadgaard (80.: Lirim Qamili) – Stefan Nygaard (72.: Lasse Brandt Hansen), Kim Aabech.
Cheftræner: Per Frandsen.
Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Anders Hagelskjær, Frederik Alves Ibsen, Frederik Møller – Valance Nambishi, Mads Emil Madsen –  Stephan Petersen (64.: Andreas Heimer), Marc Rochester, Jeppe Okkels (80.: Shkodran Maholli) – Ronnie Schwartz (88.: Pelle Mattsson).
Cheftræner: Michael Hansen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen