18. maj 2020

Carstensen med udsigt til spilletid: Har givet en ekstra sult

Carstensen med udsigt til spilletid: Har givet en ekstra sult

Rasmus Carstensen har gode muligheder for spilletid i de kommende kampe, hvor den direkte konkurrent på højrebacken må sidde ude med karantæne.

Det kan næsten føles som en evighed siden, at Silkeborg IF i den sidste kamp, inden Corona-krisen for alvor ramte landet, på JYSK park slog AGF med 2-1.

Ved den lejlighed blev Svenn Crone udvist, og må derfor sidde ude i de kommende to kampe i Superligaen. Med andre ord er der en plads ledig i SIF-forsvaret. Den naturlige afløser har i denne sæson heddet Rasmus Carstensen, som indtil videre har fået spilletid i seks kampe.

– Jeg vil vise mit for, at det bliver mig, der skal spille. Og så vil jeg selvfølgelig gøre mit bedste, hvis det bliver mig, der skal spille, fortæller den unge SIF-spiller, som en enkelt gang tidligere har startet en Superligakamp, da Svenn Crone i efteråret også måtte sidde ude med en karantæne, da SIF-holdet overraskende slog AGF på udebane med 4-3.

– Det har betydet en ekstra sult på løbeturene eller til træning, hvor man lige giver den lidt ekstra for at vise, at man er klar, lyder det fra Rasmus Carstensen om udsigten til mulig spilletid i de kommende kampe.

Tidligere har Rasmus Carstensen primært været at finde i offensiven, men har nu i det seneste års tid vænnet sig mere og mere til pladsen i forsvaret.

– Det går bedre og bedre. Der er stadig nogle små ting, som jeg er i tvivl om, og dem skal jeg have rettet på plads. Men ellers synes jeg, at jeg er inde i en fin udvikling, lyder fra SIF’s nr. 26.

På lørdag får Carstensen og resten af SIF-holdet muligheden for at få vænnet sig til at skulle spille fodboldkampe igen. Her møder holdet nemlig Vejle i en træningskamp. Den kan du læse mere om her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen