10. oktober 2022

Blandede resultater i talentsektoren

U19 tabte i Lyngby, mens Silkeborg IFs U17-mandskab vandt samme sted – blandt andet på et flot mål af Julius Nielsen. U14 tabte 1-6 mod Randers, mens U13 vandt 6-0.

U19: Lyngby – Silkeborg IF 3-2 (2-1)
Mål SIF: Selvmål og Alexander Busch.

– Vi tabte i dag for første gang i turneringen. Vores modstander var os overlegne på tanke og handling, og vi kunne ikke stoppe deres kvikke kombinationer foran vores felt, som gav dem to af deres tre mål. Vi kom bedre med i 2. halvleg, men aldrig nok til at spille med om resultatet, og selv om cifrene antyder det, var det ikke en lige kamp. Vores mål til 2-3 faldt da også først i overtiden, lyder det fra U19-cheftræner Jesper Mikkelsen.

U17: Lyngby – Silkeborg IF 1-3 (1-1)
Mål SIF: Bertram Binggeli, William Faber, Julius Nielsen

– Det var dejligt at få tre point med hjem fra Sjælland. Vi starter kampen ganske udmærket og har også et par muligheder for at komme foran. Desværre får Lyngby en omstilling efter 25 minutter, hvor vi står lidt forkert. Målet ryster os lidt, men som 1. halvleg skrider frem, kommer vi ind i kampen igen og scorer lige før pausen til 1-1 efter et flot opspil. I 2.halvleg kommer vi fint ud og scorer også to flotte mål – især målet til 3-1 er virkelig flot. De sidste 20 minutter står vi lidt for lavt, men Lyngby kommer ikke frem til så meget. Det er i det hele taget en dårlig 2. halvleg, hvor vi ikke er dygtige nok til at fastholde bolden under højt pres. Men rigtig dejligt at se, at vi kæmper den hjem, siger U17-cheftræner Kim Leth Andersen.

U14: Silkeborg IF – Randers Freja 1-6 (0-3)
Mål SIF: Sebastian Helbo

– Vi taber fortjent og med afstand til et Randers-hold, som på de fleste parametre – og i klart flest minutter – var bedre end os på dagen. Særligt Randers’ højintense spil havde vi svært ved at matche – og når vi oveni manglede teknisk kvalitet og til tider også mod og bevægelse til at turde spille os igennem modstandernes høje pres, blev det i mange sammenhænge svært for os. 0-3 ved pausen var derfor ikke et mål for lidt. I 2. halvleg satte vi generelt spillet bedre og kørte også længere angreb på bolden, som vi havde snakket om før kampen. Netop det var også opskriften på reduceringen til 1-3, hvor et indlæg fra Christopher Iversen til sidst fandt en fri Sebastian Helbo midt for mål. Derudover satte vi flere gode angreb sammen, som med en skarpere finish kunne have givet flere mål. Desværre må vi også konstatere, at modstanderne kommer for let til store chancer, hvilket gav yderligere 3 indkasserede mål før slutfløjtet. Så vi har meget arbejde foran os. Ikke mindst i forhold til at få de gode perioder til at fylde langt mere i vores kampe, hvis vi også skal gøre os forhåbninger om at konkurrere på resultatet, fortæller U14-træner Peder Henriksen.

U13: Silkeborg IF – Randers Freja: 6-0 (4-0)
Mål: Victor Tang x 3, Kristian Bloch, Alexander Nysom, Noah Meyer.

– Vi skulle i kamp igen efter en friweekend, så i dag skulle vi ud over stepperne og komme med en masse energi. Vi havde det lidt svært de første 5-6 minutter, da Randers kom med et aggressivt udtryk. Efter små 8 minutter begynder vi at sætte os på spillet og får sat nogle gode kombinationer op gennem banen, og hvor vi får spillet dybt centralt, men også bredt. Drengene blev bedre i deres 1. pres og især vores restforsvar så bedre og bedre ud, jo mere vi kom gennem kampen. Vi er meget dominerende med bolden og viser i 2. halvleg en masse overskud ved at spille 2v1 og spil på 3. mand på siderne. Derudover får vi flyttet vi bolden godt rundt og er hele tiden i fuld kontrol med kampen. Jeg hæfter mig ved, at vi får sat vores backs mere op i dag på den sidste tredjedel, men også at vi er farlige på omstillinger og er meget dominerende på bolden og effektive i vores restforsvar. Så en flot kamp med masser af godt spil og 3 point på kontoen, siger U13-træner Nick Sønderskov Hansen.

Se målene fra kampen her.

 

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen