Sepp Piontek bliver hyldet med klapsalver på søndag til SIF’s hjemmekamp. Orla Madsen fortæller her, hvordan Sepp Piontek blev ansat som cheftræner i Silkeborg IF.

Det er med sorg, Silkeborg IF torsdag har modtaget nyheden om Sepp Pionteks død.
Sepp Piontek er en af de største trænere nogensinde i dansk fodbold, og han var desuden en kæmpestor personlighed uden for kridtstregerne også.
Det mærkede vi heldigvis også på tætteste hold i Silkeborg IF, hvor Sepp Piontek afsluttede sin professionelle trænerkarriere i årene 1997-1999, da han bl.a. førte SIF’erne frem til sølv i 1998.
– Han var en ener både på og uden for banen. Han var jo et kæmpe navn i hele Danmark på grund af sin historik med landsholdet. Han fik sat sit tydelige aftryk i SIF på sine to sæsoner og ikke kun med sølvmedaljerne. I hele organisationen. Efter sit stop kom han i en lang årrække på kontorerne i SIF to gange om året. Bare for at hilse på, siger Orla Madsen, der er tidligere direktør i SIF og også var manden, der ansatte Sepp Piontek i 1997.
Orla Madsen fortæller, at det næsten var en tilfældighed, at Sepp Piontek blev træner i Søhøjlandet.
– Vi havde jo Preben Elkjær som cheftræner, men Preben havde fået et jobtilbud på den nystartede sportskanal, TVS, som han meget gerne ville forfølge. Jeg husker tydeligt den dag, Preben opsøgte mig, Ole Hansen, Pewi og Erik Isager. Preben fremlagde tingene, og jeg sagde klart og tydeligt nej. Kun hvis du kan skaffe en cheftræner, der er på dit niveau, sagde jeg. Så spankulerede Preben ud og greb telefonen og ringede til Sepp, fortæller Orla Madsen med et smil.
– Det var Gitte, Sepps kone, der svarede. Preben måtte virkelig bruge sine talegaver for at overtale Gitte, da Sepp lige var blevet fyret i AaB. Men det lykkedes at sætte et hemmeligt møde i stand en søndag formiddag, fortæller Orla Madsen.
– Mødet var nu kun hemmeligt indtil den søndag, da Sepp ikke kunne finde mit kontor. Så han vandrede direkte ind på en tankstation og spurgte efter Orla Madsens kontor. Så vidste hele Danmark, hvad der var i gærde. Det var typisk Sepp. Men Gitte synes heldigvis, vi var nogle ordentlige mennesker, og på den måde gik det til, at Sepp overtog efter Preben og sluttede sin professionelle trænerkarriere i Silkeborg IF og var med til at vinde sølvmedaljer i 1998. Han var et fantastisk menneske, og jeg vil savne ham, siger Orla Madsen.
Der er heller ingen tvivl om, at Sepp Piontek havde SIF kært.
I et interview med Midtjyllands Avis i 2016 sagde Piontek følgende:
– Silkeborg er min klub i Danmark. Jeg har aldrig fået en bedre behandling end der. Det er helt sikkert. Det er også den klub, som har givet mig den flotteste afsked. I Bremen fik jeg en buket blomster, og hos DBU fik jeg et askebæger, som skulle udgå, men i Silkeborg var jeg ude at sejle på søerne og fik gaver, så det var super godt, sagde Sepp Piontek dengang.
Silkeborg IF kommer til at ære Sepp Piontek til søndagens hjemmekamp mod FCM. Her vil vil hylde vores tidligere cheftræner med et minuts klapsalver.





