23. januar 2026

Nederlag mod EfB i årets anden testkamp

Manglende skarphed kostede dyrt for SIF i testkampen mod Esbjerg fB, der endte med et nederlag på 1-3.

Silkeborg IF tabte fredag eftermiddag træningskampen mod Esbjerg fB med 1-3 hjemme på JYSK park.

Uskarphed i begge ender kostede dyrt i testkampen, som SIF burde have ført komfortabelt ved pausen – sådan gik det dog ikke, og Esbjerg satte trumf på i anden halvleg, hvor værterne ikke så godt ud defensivt.

Gæsterne indledte opgøret bedst og sendte SIF-defensiven på glatis flere gange i løbet af kampens indledning, men efter 10 minutter fik værterne dog fat og overtog styringen fuldstændig.

Callum McCowatt, Rami Al Hajj, Sofus Berger og Tonni Adamsen kreerede på skift chancer for hinanden via lækkert småspil på banens sidste tredjedel, men afslutningerne manglede samme opfindsomhed og bid som opspillet. Særligt Tonni Adamsen skyldte et mål eller to ved pauseteen.

Til anden akt skiftede SIF hele holdet på nær firebackkæden, og det skabte uro fra halvlegens begyndelse.

Unge Martin Kruse bragte EfB foran efter 48 minutter på en flad afslutning i det ene hjørne, og 10 minutter senere fordoblede Muamer Brajanac føring fra tæt hold på Aske Andresen. I begge situationer burde hjemmeholdets defensiv have gjort mere ved situationen. Esbjerg havde endda et stolpeskud indimellem de to scoringer.

Efter en time skiftede Kent Nielsen hele bagkæden, således at Simon Stüker, Alexander Priesborg Madsen, William Møller og Sebastian Biller udgjorde forsvaret.

Med 25 minutter retur scorede gæsterne til 3-0 i en gennemført dårlig SIF-periode, hvor de bagerste igen var for nemme at overspille. Julius Lucena var målscoreren.

Younes Bakiz pyntede på det hele med et flot, flot reduceringsmål fra distancen med knap 20 minutter igen. Det slettede dog ikke billedet af dårlig anden halvleg.

SIF spiller allerede igen søndag kl. 12.00 mod Middelfart BK på JYSK park.

Startopstilling 1. halvleg: Nicolai Larsen – Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Julius Lorents – William Kirk, Adam Wikman, Rami Al Hajj – Callum Mc Cowatt, Sofus Berger – Tonni Adamsen

Startopstilling 2. halvleg: Aske Andresen – Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Julius Lorents – Villads Westh, Mikkel Øxenberg, Mads Larsen – Jeppe Andersen, Younes Bakiz – Alexander Simmelhack

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 08.02. kl. 14.00
Scroll til toppen