24. februar 2019

U17: Et point i blandet premiere-fornøjelse

U17: Et point i blandet premiere-fornøjelse

Det blev 1-1 i forårspremieren, da SIF’s U17-hold var på besøg hos OB lørdag.

SIF’s U17-drenge, der lægger fra land i foråret fra positionen som nummer et i Ligaen, nåede ikke sit topniveau lørdag eftermiddag mod OB ude. Efter en målløs 1. halvleg kom SIF i front, men måtte se OB udligne til slutresultatet 1-1 med 10 minutter tilbage.

– Generelt var vores pres dårligt i dag, og vi var slet ikke så meget på bolden, som jeg havde ønsket. Der var dog nogle gode perioder i 1. halvleg, som vi må prøve at bygge videre på, siger SIF’s U17-træner Jesper Mikkelsen.

SIF’s 1. halvleg var ok. SIF skabte en del store chancer, men kunne ikke  få bolden det sidste stykke ind over stregen. I 2. halvleg sad OB på det meste, men SIF-drengene kom alligevel foran efter en times spil, da Eskild Dall gik ind i banen fra venstre side og sparkede bolden ind i det lange hjørne. Målet fik dog den effekt, at SIF trak sig for langt tilbage, og OB lagde et massivt tryk. Det gav dem et mål efter 80 minutter i forbindelse med en standardsituation.

SIF blev i afslutningen ramt af en udvisning, da Alexander Lind fik sit andet gule kort, og det gjorde ikke OB-presset mindre, men det lykkedes SIF at redde et enkelt point hjem.

Næste opgave for U17-mandskabet er allerede torsdag, når Vejle kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 19.00.

Kampen i tal:
U17 Ligaen, 21. runde, lørdag 23. februar kl. 15.15 i Ådalen, Odense:
OB – Silkeborg IF 1-1 (0-0)
Mål: 0-1 Eskild Dall (60.), 1-1 Simon Skøtt (80.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen