12. april 2013

Vital sejr over AGF

I en spændende fredagskamp på Mascot Park vandt Silkeborg 3-1 over AGF. Marvin Pourié og Martin Svensson stod for SIF-scoringerne som alle blev scoret i anden halvleg.

Fredag aften havde Silkeborg besøg af lokalrivalerne fra AGF på Mascot Park. Hjemmeholdet havde revanche til gode fra det seneste møde med århusianerne, som blev spillet i Aarhus. Her var Silkeborg foran med 3-1 med få minutter tilbage af opgøret, men måtte alligevel gå på vinterpause med et enkelt point, da det lykkedes AGF at score to mål i slutminutterne. Cheftræner, Viggo Jensen, havde inden fredagens opgør lovet underholdning til de fremmødte, og det var tydeligt, at Silkeborg-spillerne gik på banen for at jagte alle tre point. Viggo Jensen kunne desuden glæde sig over at have Kasper Risgård tilbage i truppen, efter kantspilleren havde afsonet karantæne i kampen mod AaB. Udover Risgård var også Nicolaj Ritter og Christian Holst nye i startopstillingen.
 
Træværket med SIF
Silkeborg lagde indledningsvist et højt pres på AGF, uden at det dog kastede åbne chancer af sig. I stedet var det gæsterne, som kom frem til kampens første chance. Efter seks minutter testede AGFs Osama Akharraz overlæggeren på Gunnar Nielsens mål, da han fik sendt en hård, dykkende afslutning af sted fra distancen, men heldigvis var træværket med SIFerne. Akharraz var meget aktiv på AGFs venstreside, hvor han flere gange lurede på dybdeløbet. Løb i dybden er også efterhånden blevet et varemærke for Silkeborg, og efter et kvarter blev Marvin Pourié spillet i dybden til venstre for mål. Her tog tyskeren bolden til sig og afsluttede fra en spids vinkel, men Jens Jønsson var klar i AGFs forsvar og fik sendt bolden til hjørne.
 
Pourié og Holst helt fremme
AGF sad på det meste af spillet det første kvarter, men herefter begyndte SIFerne så småt at komme til chancer, ligesom de ikke lod AGF spille sig igennem i modsatte ende. De helt åbne chancer lod dog vente på sig. I det 23. minut var en SIF-omstilling tæt på at give Jesper Bech en gylden mulighed, men afleveringen fra Marvin Pourié fik lidt for meget. Ti minutter sene var Christian Holst tæt på, da han fik sat hovedet på et højt indlæg, men afslutningen gik lige over mål. Samspillet mellem Marvin Pourié og Christian Holst helt fremme fungerede godt, og efter 35 minutter var Pourié ved at finde en fri Christian Holst, da han uselvisk spillede bolden på tværs af banen lige udenfor AGFs straffesparksfelt. Desværre kom gæsterne først på bolden, og kunne sende den ud over baglinjen. I modsatte ende havde AGF også deres muligheder, hvor først Hjalte Nørregaard og siden Anders Kure fik sendt giftige hovedstød mod mål, men Gunnar Nielsen var klar med fornemme redninger.
 
SIF i front og AGF-udligning
Silkeborg fortsatte det gode pres efter pausen, men fortsat manglede de åbne chancer, som i stedet tilfaldt gæsterne. Davit Skhirtladze fik en stor chance, da han ti minutter inde i anden halvleg fik sendt et farligt hovedstød mod mål, men afslutningen gik lige forbi den ene opstander. Efter en times spil blev et langt indkast fra Frank Hansen forlænget af Nicolaj Ritter til Christian Holst, som fik en stor hovedstødschance. Otte minutter senere lykkedes det så endeligt for SIFerne at få bolden i kassen.  Efter et langt indkast kom Martin Svensson først på bolden, og sendte en hård bold ind til Marvin Pourié, der resolut headede bolden i nettet bag Steffen Rasmussen; 1-0 til Silkeborg. Føringen varede dog ikke længe for hjemmeholdet, for blot fire minutter senere fik AGF udlignet. Casper Sloth tog et godt løb, og sendte en hård bold ind i Silkeborg-feltet. Her var Dennis Flinta uheldig, da han gled ind i bolden, der røg ind i Silkeborgs eget net.
 
SIF på sejrskurs
Kampen åbnede nu op, og der kom chancer i begge ender. Med otte minutter igen kom indskiftede Martin Svensson godt igennem på venstreside, og var efterfølgende millimeter fra at finde Pourié modsat, men Steffen Rasmussen kom godt ned til den flade aflevering. Svensson fik dog taget revanche blot minuttet senere. Kasper Risgård spillede bolden til Marvin Pourié på kanten af feltet. Her lagde Pourié fornemt bolden af til Svensson, som hamrede den ind i netmaskerne til stor glæde for de fremmødte på Mascot Park. 2-0 til Silkeborg.
 
I modsat ende hamrede Davit Skhirtladze også til bolden, og Gunnar Nielsen måtte ud i fuld længde, for at redde det yderligt placerede skud. Færingen holdt her flot Silkeborg på sejrskurs. SIFerne kæmpede overalt på banen, og det var langt fra ufortjent, at Marvin Pourié netop som den ordinære tid løb ud, kunne afgøre kampen med sin scoring til 3-1. Scoringen kom efter at tyskeren selv fik opsnappet en løs bold, og afsluttede fra en spids vinkel. Her fortsatte bolden ind bag AGF-keeperen til 3-1. Høj klasse af Pourié og tyskerens 13. mål i sæsonen. Blot minuttet senere var det også tæt på at blive 4-1, da Svensson på venstrekanten spillede bolden tilbage til Marvin Pourié, som stod placeret yderst i feltet. Her hamrede tyskeren til bolden, men desværre lige på Steffen Rasmussen. Flere chancer blev det ikke til, og Silkeborg vandt den vitale kamp mod rivalerne fra AGF, og fik således revanche for 3-3-kampen før jul.
 
Næste opgave for SIFerne er endnu en uhyre vigtig kamp på udebane mod Brøndby søndag den 21. april.

Mål

  • 1-0: Marvin Pourié (68.)
  • 1-1: Dennis Flinta
  • selvmål (72.)
  • 2-1: Martin Svensson (83.)
  • 3-1: Marvin Pourié (90.).

Advarsler

  • Arthur Sorin (39.)
  • Marvin Pourié (65.)
  • Marcus Solberg (73.)
  • Emil Scheel (74.)
  • Nicolaj Ritter (78.)
  • Frank Hansen (81.).

SIF

  • Gunnar Nielsen – Daniel A. Pedersen
  • Jesper Mikkelsen
  • Sune Kiilerich
  • Nicolaj Ritter – Frank Hansen
  • Jesper Bech
  • Dennis Flinta
  • Kasper Risgård (90. Nicolaj Køhlert) – Christian Holst (65. Martin Svensson) (93. Jeppe Illum)
  • Marvin Pourié.

AGF

  • Steffen Rasmussen – Mikkel Kirkeskov
  • Jens Jønsson
  • Arthur Sorin
  • Anders Kure – Casper Sloth
  • Kasper Povlsen (70. Marcus Solberg)
  • Hjalte Nørregaard
  • Osama Akharraz – Davit Skhirtladze
  • David Devdariani (37. Emil Scheel).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen