21. april 2013

Pointdeling i Brøndby

Det var en spændende og chancerig kamp, som endte med en pointdeling på Brøndby Stadion. 2-2 blev resultatet og Kasper Risgård og Christian Holst stod for SIF-scoringerne.

Søndag eftermiddag gæstede Silkeborg den københavnske vestegn, hvor Brøndby IF tog imod. Kampen på Brøndby Stadion var endnu en vigtig kamp for Silkeborg, i forsøget på at bevare status som superligahold efter sommerpausen. Silkeborg-mandskabet kom til kampen med en frisk hjemmesejr over lokalrivalerne fra AGF, og noget af den samme energi, som sikrede tre livsvigtige point i sidste uge, skulle gerne genfindes mod Brøndby. SIFerne havde desuden revanche til gode, da det endnu ikke var lykkedes mandskabet fra Søhøjlandet, at besejre Brøndby i indeværende sæson, og til søndagens kamp måtte cheftræner, Viggo Jensen, desuden se bort fra topscorer Marvin Pourié, som var ude med karantæne.
 
Brøndby-pres
Med Marvin Pourié ude var det op til Christian Holst og Martin Svensson helt fremme, at skabe chancer til Silkeborg. De to spillere lå også højt i deres pres på Brøndby, men det var dog hjemmeholdet, som indledningsvist fik lagt et pres på Silkeborg. De blågules afslutninger var imidlertid ikke helt skarpe, og Gunnar Nielsen var konstant vågen i SIF-målet. Silkeborg begyndte langsomt at spille sig ind i opgøret, og efter 10 minutter var Christian Holst tæt på, at kunne spille Martin Svensson fri i feltet, men færingens aflevering blev lidt for lang. Mens spillet i store dele af første halvleg bølgede frem og tilbage, virkede spillerne fra begge hold ivrige efter at ændre cifrene på måltavlen, selvom de oplagte chancer udeblev. 
 
Hjemmeholdet i front
De farligste situationer opstod, når det lykkedes hjemmeholdet at spille sig igennem på højrekanten. Det var også et opspil i højresiden, som efter en halv times spil gav hjørnespark til Brøndby. Hjørnesparket blev taget kort og herefter lagt ind i målfeltet. Her dukkede Mikkel Thygesen op, og med hovedet fik han dirigeret bolden om i det lange målhjørne til 1-0. Ærgerligt for Silkeborg, som ellers havde holdt Brøndby-spillerne fra åbenlyse chancer. Efter scoringen kom Brøndby til flere store chancer, og i det 38. minut kunne hjemmeholdet have fordoblet føringen, da Jens Stryger Larsen blev spillet helt fri i feltet, men SIF-forsvaret fik flot afvist.
 
Silkeborg på måltavlen
I stedet blev det farligt i modsatte ende, hvor Martin Svensson spillede bolden på tværs til Kasper Risgård på kanten af feltet. Her tog Risgård først et træk, og fik lagt bolde til rette. Herefter huggede han til kuglen, men den ramte lige på en forsvarsspiller. Han opsnappede dog straks bolden igen, og hamrede den resolut ind i netmaskerne bag Michael Tørnæs i Brøndby-målet. Herefter så det ud til at de to hold skulle gå til pause ved stillingen 1-1, men det fik Christian Holst lavet om på netop som de første 45 minutter løb ud på stadionuret. På et flot gennemspillet kontraangreb spillede Jesper Bech bolden dybt til Martin Svensson, som centrerede til en fremadstormende Christian Holst, som flot hamrede bolden i nettet. 2-1 til gæsterne som viste flot effektivitet. 
 
Brøndby på 2-2
Brøndby lagde aggressivt ud i anden halvleg, og efter fem minutter var indskiftede Mathias Gehrt tæt på at sende udligningen i kassen, og blot få minutter senere hamrede Simon Makienok bolden over mål efter et hjørnespark. Silkeborg kom dog også frem til chancer, og efter en times spil var Christian Holst tæt på, da han blev spillet fri på kanten af målfeltet, men desværre for Holst blev afslutningen ikke præcis nok. Brøndby-spillet begyndte efterhånden udelukkende at handle om høje bolde frem mod Simon Makienok, og det meste spil foregik på Silkeborgs banehalvdel. Det intensive Brøndby-pres gav til sidst pote for de blågule, da det efter 73 minutter lykkedes Quincy Antipas at få skovlet bolden over stregen efter et Brøndby hjørnespark. Herefter blev Brøndby-presset intensiveret, men takket være flere vigtige indgreb af Gunnar Nielsen i målet, var Silkeborg stadig inde i kampen. Antipas var også tæt på at lukke kampen i det 89. minut, da han afslutte udefra med et drilsk skud, som Gunnar Nielsen måtte ud i fuld længde for at klare. Silkeborg havde også chancen til slut, hvor Nicolaj Køhlert kom til en afslutning efter et hjørnespark fra Jesper Mikkelsen, men en forsvarsspiller kom i vejen for Køhlerts skud. Dermed sluttede opgøret uden vinder, og stillingen i bunden af Superligaen er uændret.
 
Næste opgave for Silkeborg-mandskabet er hjemmekampen mod Esbjerg fredag den 26. april kl 18:30. 

Mål

  • 1-0: Mikkel Thygesen (30.)
  • 1-1: Kasper Risgård (40.)
  • 1-2: Christian Holst (45.)
  • 2-2: Quincy Antipas (74.).

Advarsler

  • Sune Kiilerich (3.)
  • Jesper Bech (75.)
  • Dennis Flinta (78.).

SIF

  • Gunnar Nielsen – Daniel A. Pedersen
  • Jesper Mikkelsen
  • Sune Kiilerich
  • Nicolaj Ritter – Frank Hansen (86. Nicolaj Køhlert)
  • Dennis Flinta
  • Jesper Bech
  • Kasper Risgård – Martin Svensson
  • Christian Holst.

Brøndby

  • Michael Tørnes – Dario Dumic
  • Martin Albrechtsen
  • Patrick Da Silva
  • Frederik Holst – Dennis Rommedahl (46. Kristian Andersen)
  • Jens stryger Larsen
  • Mikkel Thygesen
  • Jan Kristiansen (42. Mathias Gehrt) – Quincy Antipas
  • Simon Makienok Chrisoffersen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen