30. oktober 2019

Vallys om Superliga: Det har været et stort skridt

Vallys om Superliga: Det har været et stort skridt

Nicolai Vallys scorede søndag sit første mål i 3F Superligaen. En milepæl for kantspilleren, som efterhånden har vænnet sig til livet på første klasse i dansk fodbold.

Det er gået stærkt for Nicolai Vallys. For to sæsoner siden spillede kantspilleren i 2. division for Skovshoved IF. Siden gik turen over FC Roskilde i den næstbedste række, inden Vallys i sommer blev præsenteret som ny SIF-spiller.

Siden skiftet har Nicolai Vallys spillet 12 3F Superligakampe for SIF, og har dermed været i aktion i næsten alle kampe i dette efterår. Noget der har været med til at få gjort kantspilleren vant til tempoet og spillet i Danmarks bedste fodboldrække.

– Jeg synes, at jeg vænner mig mere og mere til tingene. Jeg fik også vist nogle af de ting, som jeg gerne vil i den seneste kamp mod Hobro, så det er måske et tegn på, at jeg er ved at falde lidt bedre til, lyder det fra Vallys, som ser en stor forskel på at spille i Superligafodbold kontra 1. division.

– Det har været et større skridt, end at gå fra 2. division til 1. division. Det er ikke kun, at spillerne er bedre. Det er også alle de ting omkring med større stadions og en masse ting, som fylder i ens hoved, forklarer kantspilleren, som har fået sin fodboldopdragelse i fodboldklubben Skjold BK.

I de seneste kampe er det resultatmæssigt gået den rigtige vej for SIF, som medregnet pokalkampen i Fredericia nu ikke har tabt i tre kampe i streg. For Nicolai Vallys kom højdepunktet søndag, da han med en udlignende scoring fik sikret SIF det ene point i Hobro.

– Det er selvfølgelig fedt at komme på tavlen. Jeg er offensiv spiller, og jeg skulle gerne score nogle mål i løbet af en sæson, så det var fedt at få scoret mit første officielle mål for Silkeborg,

Vallys får chancen for flere mål på mandag, når Brøndby IF kommer på besøg. Du kan købe din billet til kampen her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen