21. november 2022

U15 vandt efter dobbelt Faber i Brøndby

I sidste uge scorede William Faber hattrick i pokalturneringen, og i weekenden stod han igen for SIFs mål, da U15-holdet vandt med 2-1 i Brøndby. Læs mere om weekendens kampe i U-eliten her.

U17: Brøndby IF – Silkeborg IF 2-2 (1-1)
Mål SIF: Sebastian Biller, Julius Nielsen

– 1.halvleg får ikke en skønhedspris for vores spil. Vi får slet ikke udnyttet det store bagrum, som Brøndby efterlader i deres høje pres. Vi er for langsomme med bolden og sætter hinanden under unødvendigt pres. I pausen får vi justeret i nogle småting rent taktisk, og vi kommer langt bedre ind i kampen med vores spil. Vi kommer også fortjent på 2-1 og havde en del muligheder for at komme på 3-1, men desværre scorer Brøndby på et langskud. De sidste 20 minutter bliver rent forsvarsspil fra vores side, men drengene kæmper flot for det ene point – og vi vinder bagefter på straffe, hvilket var for tredje gang i træk. Det er nu 6 kampe siden, at vi har tabt en turneringskamp, men vi har en del af gå på endnu – især når modstanderen kommer i højt aggressivt pres. Den kode har vi ikke helt læst endnu, så vi må hjem og træne videre, siger U17-cheftræner Kim Leth Andersen.

 

U15: Brøndby IF – Silkeborg IF 1-2 (1-0)
Mål SIF: William Faber x 2

– U15 lukkede efteråret i U15 Ligaen ned med en sejr over Brøndby. Det var en tæt kamp mellem to hold, som gjorde det svært for hinanden, og derfor blev det også en kamp med mange fejl. Vi spillede en flot første halvleg, men det var værterne, der førte ved pausen efter et spark fra distancen. Brøndby startede 2. halvleg bedst og havde også bolden i mål kort inde i halvlegen, men til SIFernes held blev målet annulleret pga. offside. Vi kom bedre med som halvlegen skred frem, og det endte lykkeligt for drengene, der efter to mål af William Faber kunne synge sejrssang i omklædningsrummet efter kampen. Alt i alt var det en U15-kamp i et højt tempo. Vi mødte et hold, som gjorde det svært for os, og med få udsving som hold synes jeg, at vi håndterede kampen fornuftigt. Stor ros til drengene for at hente et resultat med hjem på en måde, hvor det handlede mere om indsats end udtryk, siger ungdomsudviklingstræner Nicolaj Bækgaard.


U14: FK Viborg – Silkeborg IF 2-1 (0-0)
Mål SIF: Frederik Ibsen

– Vi fik desværre ikke sat det ønskede resultatmæssige punktum i sæsonens sidste turneringskamp mod Viborg, da vi indkasserede et smalt nederlag på 2-1. Bortset fra en tøvende start, hvor vi ledte efter intensiteten i duelspillet, kvaliteten på bolden og disciplinen til at håndtere Viborgs omstillinger, så løftede vi præstationen markant i kampens sidste 55 minutter. Også nok til, at vi burde have vundet. Ikke kun i kraft af det fine langskud, som Frederik Ibsen bragte os foran på midt i 2. halvleg med et flot spark fra kanten af feltet på oplæg af Villads Mikkelsen. Vi misbrugte sidenhen en lille håndfuld store chancer i slutfasen, hvor vi burde have lukket kampen med scoringen til 0-2. I stedet scorede Viborg to mål i kampens sidste fem minutter, hvor vi tilmed skulle arbejde ekstra hårdt som følge af, at vi 10 minutter før tid indkasserede et gult kort og dermed måtte slutte kampen i undertal. Først fik et indlæg fra siden lov til at sejle direkte i mål ved bageste stolpe. Kort efter fik vi ikke ekspederet bolden væk foran eget mål, hvilket gav Viborg muligheden for at få afsluttet tæt under mål til slutresultatet 2-1. Derfor blev opgøret i Viborg igen historien om, at vi kan være tilfredse med meget af præstationen – men tilsvarende også ekstremt utilfredse med resultatet. Vi ser nu frem til de kommende ugers træning – og ikke mindst pokalkampen mod Haderslev i begyndelsen af december, lyder det fra U14-træner Peder Henriksen.

 

U13: FK Viborg – Silkeborg IF 3-4 (1-3)
Mål SIF: Alexander Hansen, Noah Meyer, Oscar Darre, Emil Gylling

– Vi spillede vores sidste turneringskamp mod FK Viborg og vidste, at det skulle handle om mindset og indstilling til at slutte turneringen godt af resultatmæssigt. Vi kom foran 1-0, og i de første 10 minutter dominerede vi kampen med og uden bolden. Derefter kom der 10 mørke minutter, som gav FK Viborg hele tre mål, hvor de tabte os på restforsvaret og fysiske parametre, hvor vi ikke stod godt nok i mod. I pausen snakkede vi mere om indstilling til 2. halvleg end det taktiske. Vi vidste, at vi skulle op og presse aggressivt, spille mere direkte og med færre berøringer. Vi fortsatte med at komme til mange chancer og væltede os bogstaveligt talt i muligheder. På 12 minutter fik vi vendt 1-3 til 4-3, og derefter blev der stadig produceret mange chancer, men vi havde svært ved at lukke kampen. Det blev samlet set en god kamp, hvor mindset og indstilling blev “kodeordet”, fortæller U13-træner Nick Sønderskov Hansen.

Se SIFs mål fra kampen her.

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen