26. august 2019

U14: Testkamp mod Vejle sluttede 1-1

U14: Testkamp mod Vejle sluttede 1-1

SIF’s U14-hold spillede lørdag en træningskamp mod Vejle og ydede en god præstation, særligt i de første tre fjerdedele af kampen.

SIF’s U14-drenge benyttede en turneringsfri weekend til at spille træningskamp mod Vejle på Søholt, en kamp der sluttede 1-1.

– Jeg synes vi var vores modstander overlegne, og jeg er meget tilfreds med de første 40-45 minutter, hvor vi dikterede spillet med bolden og fik skabt en del chancer, alt sammen i højt tempo. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at vi var dygtigere til at få vendt centralt og i mellemrum – men så er det godt vi har masser af træningstimer og kampe at øve os i, siger U14-træner Oliver Quottrup.

SIF indledte kampen med stor energi, spillede i højt tempo og var gode på færdigheder og i genpres. Vejle pressede højt, men SIF-drengene løste det rigtig fornuftigt.

– Når vi fik spillet forbi deres første pres, var vi dygtige til at bringe bolden centralt igen, hvorfra der var masser af bagrum at løbe og spille i. Det betød ofte en del direkte spil, hvor vi dog ikke var skarpe nok til at lave mål, siger U14-træneren videre.

Det var samme kampbillede i 2. halvleg, dog i lidt mindre grad, og i de sidste 15 minutter løb drengene tør for energi og tillod for mange boldtab og chancer imod.

U14-turneringen genoptages på lørdag, hvor SIF tager imod FK Viborg på Søholt med kampstart kl. 9.45.

Kampen i tal:
U14, træningskamp, lørdag 24. august på Søholt:
Silkeborg IF – Vejle 1-1 (0-1)
Mål for SIF: Bertram Binggeli

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen