12. april 2021

U14: Endnu et nederlag med seks mål imod

SIF’s U14-drenge måtte lørdag formiddag på JYSK park se sig slået 1-6 af FC Midtjylland. 

SIF’s U14-drenge måtte se endnu et solidt nederlag i øjnene, da FC Midtjylland lørdag formiddag besøgte JYSK park og kunne rejse retur mod vest med en sejr på 6-1. Det er tredje gang ud af tre mulige i forårets 11-mands turnering, at SIF’erne har indkasseret seks mål.

– Endnu et træls resultat, men det var desværre ikke ufortjent, selv om jeg synes, vi skulle have lavet flere mål, da der ofte blev sat nogle fine ting sammen, siger U14-træner Oliver Quottrup om kampen.

De første ca. 20 minutter var relativt lige, hvor begge hold forsøgte at tage initiativ frem ad banen. FC Midtjylland komk dog foran på en afslutning fra distancen.

SIF’erne havde fine betingelser med bolden, men endnu en gang kæmpede de med at spille bolden fremad. Dét krydret med sårbarhed på omstillinger og en lidt for laissez faire-agtig indstilling resulterede i 0-3 ved pausen.

I 2. halvleg forsøgte hjemmeholdet at gå mere aggressivt til værks, men det lykkes ikke for alvor. Mod slutningen fik Laurits Fløjgaard lavet et mål efter at han opsnappede bolden i feltet.

Allerede tirsdag skal U14-drengene i aktion igen, når det gælder kvartfinalen i pokalturneringen. Den spilles på Randers-kanten mod RK07 – en sammenlægning af Kristrup Boldklub og Romalt IF. Næste kamp i U14-Ligaen er lørdag kl. 10.00 ude mod Viborg FF.

Kampen i tal:
U14 Liga, 5. runde, lørdag 10. april kl. 10.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Midtjylland 1-6 (0-3)
Mål for SIF: Laurits Fløjgaard

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen