21. maj 2022

Truppen til Brøndby

Sæsonens sidste 3F Superliga-kamp står på menuen, når SIF søndag klokken 17.00 møder Brøndby IF på udebane til kamp om tre point – og efterfølgende medaljeoverrækkelse.

Søndag den 22. maj klokken 17.00 på Brøndby Stadion
Brøndby IF – Silkeborg IF

Et firecifret antal SIF-fans har allerede sikret sig billet til kampen – men der er plads til endnu flere på udebaneafsnittet. Køb billet her.

Cheftræner Kent Nielsen ser frem til den sidste kamp i en ren eventyrsæson, hvor SIF skal have overrakt bronzemedaljer – og forhåbentlig også en topscorertitel. Inden da står en stor kamp dog på menuen i en flot kulisse.

– Vi glæder os. Det bliver en super ramme med over 1.000 SIF-fans – hen over sæsonen er fanskaren bare vokset og vokset, og det er jo helt fantastisk. Hjemme på JYSK park er der sat nye standarder, men jeg er næsten mest imponeret over den support, vi har fået på udebane. Det begyndte velsagtens nede i Vejle i efteråret, og siden er det bare gået én vej. Det er noget, vi nyder og sætter pris på, og det er virkelig også noget, der bliver lagt mærke til af spillerne. Så det bliver fedt med et godt proppet udebaneafsnit, og det betyder bare så meget for hele kampoplevelsen, siger Kent Nielsen og fortsætter om kampen.

– Uanset hvad bliver det en god oplevelse på grund af medaljeoverrækkelsen, men det er også vigtigt at slutte af med et godt spillemæssigt indtryk og resultat. Vi kommer til at presse de sidste dråber ud af vores citron for at lave en god afslutning på sæsonen, for vi har et hold, der har slidt og slæbt og i mange kampe spillet tæt på deres max – og som i mine øjne er det hold, der gjort netop dét flest gange. Men vi skal finde de sidste kræfter frem og levere til max en sidste gang, for vi kommer op imod et Brøndby-hold, som er kommet stærkt tilbage i turneringen og har lavet nogle gode indsatser på det sidste. Efter en svær periode har de genfundet energien, strukturen og pointene, og med et godt resultat kan de spille sig på fjerdepladsen. Så det bliver svært, men vi går som altid efter sejren. Vi har respekt for turneringen, vi er ikke gået på ferie endnu, og vi er også ærekære, fastslår cheftræneren.

Han har efter lørdagens træning udtaget følgende SIF-spillere til kampen:

Nicolai Larsen
Stan Van Bladeren
Pelle Mattsson
Oliver Sonne
Rasmus Carstensen
Tobias Salquist
Joel Felix
Lukas Engel
Robert Gojani
Stefan Teitur Thórdarson
Mark Brink
Mads Kaalund
Andreas Oggesen
Anders Klynge
Søren Tengstedt
Sebastian Jørgensen
Nicolai Vallys
Nicklas Helenius

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen