17. februar 2023

Tro og ikke kun håb

Kent Nielsen føler, at SIF-holdet er dér, hvor det skal være inden søndagens brag mod FC København, hvor han ikke kun håber – men også tror – på et godt resultat.

Der er gået næsten 100 dage, siden Silkeborg IF senest spillede en betydende kamp, men nu er ventetiden endelig ved at være ovre, og forårspremieren mod FC København er lige om hjørnet.

– Vi har ventet længe. Meget længe. Også længere, end vi normalt gør i sådan en vinterpause, så det er virkelig dejligt, at vi endelig skal til at i gang. Premierekampe har jo lidt deres egen DNA, og de fleste er lidt usikre på, hvor både man selv og de andre står, for alle har haft lang tid til at justere på tingene og ofte også skiftet ud i trupperne eller staben. Derfor bliver den første kamp efter sommeren eller vinteren også ofte lidt speciel, hektisk og taktisk præget, men til gengæld med masser af energi og høj intensitet. Det medfører nogle gange overraskelser både positivt og negativt på det spillemæssige – og også på resultaterne. Derfor kan det være svært at spå om premierekampe, siger Kent Nielsen og fortsætter.

– Vi kommer selv ind til kampen med en følelse af, at vi kan lykkes. Vi bliver selvfølgelig maksimalt udfordrede både offensivt og defensivt, og for nogle sæsoner siden var vi nok mest gået ind til sådan en kamp mod Danmarks største klub med et håb. Det har vi stadig intakt, men i dag har vi også en tro på og bevidsthed om, at vi kan lykkes – for vi ved, at hvis vi selv toppræsterer, skal vi nok sørge for at gøre det meget vanskeligt også for FCK og i det hele taget for de bedste hold i de enkelte kampe, lyder det fra cheftræneren.

Vinterens træningskampe bød på både blandede indsatser og resultater, men mod slutningen af opstarten fandt SIF igen sit udtryk i højere grad.

– Vi er blevet bedre og bedre, og mod slutningen af vinterpausen har vi steppet op og fundet vores form. Især mod Norrköping og Bodø/Glimt lignede vi os selv, men vi har også skullet arbejde på at forbedre vores defensiv. Vi scorer godt med mål og skaber chancer, men vi har haft meget fokus på at lukke bedre af bagude. Det får vi testet til fulde på søndag og i resten af grundspillets hårde program, men der er ingen tvivl om, at vi går efter at lande en Top 6-placering igen i år. Det kræver nogle store præstationer, og det glæder vi os til at jagte, slutter Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen