30. august 2018

Transferindtægter sikrer SIF stort overskud

Transferindtægter sikrer SIF stort overskud

Salg af tre spillere giver Silkeborg IF Invest A/S halvårs-overskud på 22,7 mio. kr. Overskuddet polstrer klubben til at komme igennem en dyr sæson efter nedrykningen.

Halvårsregnskab_900

Et halvårsoverskud på 22,7 mio. kr. før skat får ledelsen i Silkeborg IF Invest A/S til at betegne resultatet for de første seks måneder af 2018 som ”meget tilfredsstillende.” Tallene fortæller da også en historie om fremgang på alle parametre i koncernen. Fodbold giver overskud på 17,5 mio. kr., Papirfabrikken kommer ud med et plus på 7,8 mio. kr. og Papirfabrikken Hotel Radisson Blu kommer også ud med plus på 64.000 kr.

– Det er dog vigtigt at understrege, at det gode resultat i fodbold er en konsekvens af et ekstraordinært godt transferresultat på 21,3 mio. kr. med baggrund i salgene af Robert Skov, Jens Martin Gammelby og Sammy Skytte. Vi spiller som bekendt i næstbedste række i denne sæson, og resultatet betyder, at vi har opnået en økonomisk robusthed, der gør det muligt at lave et sats på fodboldfronten, siger Silkeborg IF Invest A/S’ adm. direktør, Kent Madsen.

Helt konkret betyder det, at SIF efter nedrykningen ikke har været tvunget til at foretage tilpasninger i samme omfang, som ved tidligere ophold i næstbedste række, men i store træk kan køre videre på ”superliganiveau”.

– Det vil kunne ses i tallene på den lange bane. Vi fastholder forventningerne til årets resultat, et overskud på 15 til 25 mio. kr., men med tilføjelsen, at det bliver i den lave ende af intervallet. Dermed fortæller vi også, at vi forventer underskud i 2. halvår, siger Kent Madsen.

SIF-koncernen har aldrig stået stærkere rent økonomisk. Omsætningen for første halvår lyder på 65 mio. kr. mod 35 mio. kr. året før og egenkapitalen nærmer sig 200 mio. kr. Desuden vil året for første gang i selskabets historie give en omsætning på over 100 mio. kr. Den kraftige vækst har baggrund i to ting – erhvervelsen af Papirfabrikken Hotel Radisson Blu sidste sommer og aktivitetsniveauet på byens nye stadion, JYSK park. Desuden har deltagelsen i pokalfinalen Kr. Himmelfartsdag også bidraget til den øgede omsætning.

– Det er jo nogle ret solide vækst-tal, vi kan præsentere, og de er udtryk for, at vi har styr på det forretningsmæssige. Nedrykningen fra Superligaen er dog et betydeligt bump på vejen, understreger Kent Madsen.

Ledelsen anser fortsat mulighederne for at realisere målet om oprykning som gode efter at have taget konsekvensen af den dårlige start med udskiftning på cheftrænerposten og genindsættelse af Jesper Stüker som sportschef.

– De første seks runder har imidlertid også vist, at der er mange tætte kampe i NordicBet Ligaen, så vi kommer til at kæmpe for det. Vi kommer også til at bruge en væsentlig del af overskuddet til at finansiere den kommende sæson på næstbedste niveau, siger Kent Madsen.

Nøgletal for Silkeborg IF Invest A/S             1. halvår 2018             1. halvår 2017

Resultat før skat                                                     22,7 mio. kr.                 9,6 mio. kr.
Nettoomsætning                                                     65,3 mio. kr.               35,5 mio. kr.
Egenkapital                                                              195,8 mio. kr.            171,7 mio. kr.

Læs hele delårsrapporten her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Seneste nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

SØNDAG 27.09 KL 14:00

Klar til SIF-Esbjerg lørdag kl. 13.30 

ORIENTÉR DIG HER FØR KAMP
close-link
Scroll til toppen

Menu