5. januar 2022

Thórdarson på landsholdet

Stefán Teitur Thórdarson er igen at finde på det islandske A-landshold, der står over for testkampe mod Uganda og Sydkorea i midten af januar.

Silkeborg IFs kraftfulde og målfarlige midtbanemand, Stefán Teitur Thórdarson, er med 7 landskampe og et mål efterhånden tæt på at kunne betragtes som fast mand på det islandske A-landshold, og i midten af januar er der mulighed for flere optrædener i nationaldragten, når Island i Tyrkiet møder Uganda den 12/1 og Sydkorea den 15/1 i to testkampe.

De to kampe spilles i tyrkiske Antalya og ligger uden for FIFAs internationale kampkalender – og det betyder, at det islandske hold denne gang primært består af spillere fra klubber i Skandinavien og Island.

De næste opgaver for Island er også blevet annonceret og spilles i det næste officielle landskampsvindue i slutningen af marts, hvor Island i to venskabskampe møder Finland og Spanien – begge kampe spilles i Spanien. Truppen til disse kampe udtages først til marts.

Ud over sine 7 A-landskampe er Stefán Teitur Thórdarson noteret for 17 U21-landskampe med et enkelt mål til følge. Thórdarson kom til SIF i oktober 2020 fra den islandske klub ÍA Akranes og har spillet 37 kampe og scoret 3 mål for Søhøjlandets Helte.

I indeværende Superliga-sæson har han spillet 14 kampe, heraf de 12 fra start. I oktober scorede han sine foreløbigt to sæsonmål i to runder i træk – hjemme på JYSK park mod FC Nordsjælland den 3/10 og på udebane i Viborg den 15/10. Imellem de to kampe stod han for sit første A-landskampsmål, da han nettede hjemme mod Liechtenstein den 11/10, og dermed kom islændingen på tavlen i tre kampe i træk.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen